Ambitiøse virksomheder søges
For små og mellemstore virksomheder med maritime aktiviteter og ambitiøse vækstplaner er det nu muligt at søge optagelse i Det Maritime Elitetræningscenter. Her får man et unikt, skræddersyet forløb på seks til otte måneder med fokus på virksomhedens vækst- og udviklingspotentialer.
I marts 2017 starter det første hold af virksomheder op i Det Maritime Elitetræningscenter, som er ét af 10 udviklingscentre placeret rundt om i Danmark i det nationale Scale-Up Denmark projekt. Som navnet antyder, har Det Maritime Elitetræningscenter til formål at understøtte væksten og udviklingen i små og mellemstore virksomheder med maritime aktiviteter, der har ambitioner om og potentiale til at være med i eliten på sit felt.
Maritimt Elitetræningscenter er drevet i et konsortium mellem det maritime brancheudviklingscenter MARCOD, LIVA consult og Væksthus Nordjylland. De søger nu efter maritime virksomheder, som ønsker at deltage i et intensivt vækstforløb på seks til otte måneder.
- Vi ser programmet som en powerful cocktail, der via individuelle forløb og kollektive aktiviteter skal være med til at booste den igangværende forretningsudvikling i virksomheden og indfri deres vækstpotentialer, så vi får skabt nogle nye maritime elitevirksomheder til gavn for Danmark, siger Christine Lunde, adm. direktør i MARCOD.
Intensivt forløb
I forløbet bliver der arbejdet intensivt med den enkelte virksomheds vækst- og udviklingspotentialer. Det sker gennem individuelle aktiviteter med rådgivning om finansiering og kapitalfremskaffelse efter virksomhedens behov samt et kontant tilskud til et rådgivningsforløb ved specialiserede, eksterne konsulenter, som virksomheden selv vælger.
Dertil kommer kollektive aktiviteter i form af camps med fokus på strategi og ledelse og workshops ledet af specialister i emner, som tilrettelægges efter deltagernes behov – det kan være alt lige fra markedsføring, salg og produktudvikling til organisationskultur eller bestyrelsesarbejde. Det samlede udviklingsforløb har en gennemsnitlig værdi af DKK 275.000.
- Virksomheden får også en dedikeret forretningsudvikler tilknyttet, som er med til at holde fokus på udviklingsopgaven og hjælper virksomheden med deres vækstplan. Der er meget lidt administration forbundet med deltagelsen for virksomheden, og via medfinansiering fra Scale-Up Denmark og Den Danske Maritime Fond er der en økonomisk betaling fra virksomheden på kun 25 procent af forløbet, forklarer Christine Lunde.
30 virksomheder skal optages i programmet over de næste to år. Der starter et hold med virksomheder hvert halve år, og det første hold starter i marts 2017. Interesserede virksomheder kan kontakte MARCOD for at høre mere om programmet og dets muligheder. Der er infomøde om Scale-Up og Maritimt Elitetræningscenter den 29. november i Aalborg, hvor man kan tilmelde sig via MARCODs hjemmeside.