DB-terminal i Vaasa bliver CO2-neutral
DB Schenker installerer 276 solpaneler på taget af selskabets 3.200 kvadratmeter logistikcenter i Vaasa i Finland, og under centret skal jordvarmen udnyttes via et 300 meter dybt borehul.
Begge er de tiltag, der efter selskabets planer skal gøre logistikterminalen CO2-neutral.
Det oplyser selskabet i en skriftlig meddelelse.
Selvforsynende
Den CO2-neutrale logistikterminal beløber sig i cirka 4 mio. euro – svarende til omkring 30 mio. kr. Terminalen står klar til slutningen af året, hvor den ifølge DB Schenker vil være selvforsynende med elektricitet, varme og afkøling.
Henrik Dam Larsen, administrerende direktør i DB Schenker Danmark:
- Det er vigtigt for os, at vi som virksomhed tager et ansvar for at passe på miljøet. Derfor har vi i DB Schenker koncernen besluttet, at når vi bygger nyt, forsøger vi at gøre det efter miljøets vilkår. 50 daglige, tunge transporter forsvinder gennem Vaasa med den nye placering af terminalen, hvilket er helt fantastisk for byen, som gerne vil være CO2-neutral i 2035, siger Henrik Dam Larsen, og salgs- og markedschef Kent Larsen fortsætter:
- Strategisk får vi en meget bedre placering øst for Vaasas lufthavn. Det forbedrer vores netværk, for vi kommer tættere på kunderne, så de kan få endnu flere fordele, lyder det fra Kent Larsen.