Nye skilte skal fordele trafikken bedre
Smileys og konkrete anbefalinger til alternative køretidspunkter skal bryde bilisternes vaner og få trafikken til at glide bedre.
- På flere vejstrækninger opstår der korte køer, fordi rigtig mange kører samtidig særligt om morgenen og om eftermiddagen. Det vil vi gerne forsøge at løsne op for, så alle kan komme lidt hurtigere frem. Derfor undersøger vi, om nye skilte kan få de bilister – som har mulighed for det – til at køre lidt tidligere eller senere, end de plejer , siger trafikdirektør i Vejdirektoratet Niels Tørsløv.
De nye skilte indeholder forskellige smileys og korte anbefalinger, som fortæller bilisterne, hvornår de skal køre for at undgå myldretiden.
- Vi har lagt en del arbejde i at designe og teste de nye skilte. Men nu skal de bestå deres prøve på vejene. Vi vil i de næste tre uger holde øje med, hvorvidt de nye skilte hjælper med at fordele trafikken bedre, fortæller Niels Tørsløv.
Vejdirektoratet forventer ikke at kunne løse de tunge trængselsproblemer med dette pilotprojekt. Fokus er i stedet på at løsne op for kortvarige kødannelser på de udvalgte strækninger.
- Udfordringen er, at få bilisterne til at bryde vanen ved at køre på andre tidspunkter, så der er færre biler på vejene på samme tid, og bilisterne kommer hurtigere frem, forklarer Niels Tørsløv.
På nogle af strækningerne vil der være op til tre skilte i forlængelse af hinanden, afhængigt af om der er plads på vejen. Se sammensætningen af skiltene her.
Vejdirektoratet vil i de kommende tre uger måle trafikken på de seks strækninger og samtidig undersøge, hvordan de testbilister, der har meldt sig til projektet, oplever køreturene.