Scania V8 til Frank Nørager
Frank Nørager transporterer vindmøller, og det kræver power. Han har derfor købt Scanias kraftigste model, en R 730.
Drivlinen er taget fra den øverste hylde i Södertälje, en 16,4 liters V8-motor på max. 730 hk/3.500 Nm, 14-trins GRSO925R-gearkasse med to krybegear, overgear og integreret Retarder samt tandemtræk med RBP835-bagtøjer og navreduktion. Frank Nøragers nye tungtrækker er en kraftig en af slagsen.
God pakkeløsning
- Vi har ikke tidligere haft Scania til de helt tunge opgaver i flåden, men Stiholt fik sat en rigtig god pakkeløsning sammen, siger vognmand Frank Nørager.
- Opbygning og levering er gået lige efter en snor, så nu glæder jeg mig til at se den i arbejde, tilføjer han.
Bilen er opbygget hos Stiholt i Thisted efter både vognmandens og chaufførens, Erik Kristensens, ønsker. Den er specificeret med bl.a. luftforskydelig drejeskammel til både 3” og 2” kingpin på forlænget underramme, 900 liter brændstoftank og værktøjsskabe i tårn bag førerhuset, komplet alu-afdækning bag førerhuset og mellem baghjulene samt ekstra kraftig beskyttelsesplade i stål bag drejeskammel. Forrest er der desuden fabriksmonteret et ekstra solidt træktøj direkte på chassisrammen til brug for sammenkobling med flere sværgodstrækkere, når det går særlig stejlt op- eller nedad.
Førerhuset er Scanias største, dvs. CR19 Topline med kryds i de fleste felter for komfort- og sikkerhedsudstyr. Det gælder bl.a. Premium førerstol med ventilation, Premium lydanlæg med integreret navigation, termo-sideruder, Waeco aircooler, fuldautomatisk klimaanlæg og 9,5 kW oliefyr. Dertil kommer solcelleanlæg til opladning, fladskærms-TV inkl. DVD, 220V omformer til mikroovn mv.
Glad chauffør
- Den nye lastbil lever helt op til forventningerne, siger Erik Kristensen.
- Jeg kører mest med vindmølletårne, hvor jeg er oppe i nærheden af max. vogntogsvægt. Det klarer den fint, så jeg er en glad chauffør, fastslår han.
Frank Nørager & Co. udfører komplicerede transportopgaver over det mest af Europa. Virksomheden har afdelinger i Sverige, Tyskland, England og Polen og råder over ca. 80 trækkende enheder, primært sværgodstrækkere, samt seks kranbiler fra 36 til 150 t/m. Langt de fleste er beskæftiget med transport for vindmølleindustrien, og det bliver også det primære arbejdsområde for den nye Scania.