Rotterdam: Fald i godsmængderne
Europas travleste containerhavn i Rotterdam har udsendt godstallene for årets tre første kvartaler.
Sammenlagt noterer havnen i de ni måneder et fald i gennemløbet af gods på 1,9 procent – sammenlignet med samme periode 2015.
Bredt ud på segmenter håndterede containerforretningen, der er havnens vigtigste, i alt omkring 9,3 mio. styk TEU, hvilket svarer til et beskedent fald i gennemløb på 0,4 procent i TEU og 1,2 procent i vægt.
Inden for forretningsområdet flydende bulk faldt gennemløbet med 0,4 procent til 160 mio. tons, men værst så det ud inden for tørbulk, der noterede et fald i volumen på 7,8 procent til 60,3 mio. tons.
Allard Castelein, administrerende direktør i Rotterdam Havn:
- Hver eneste sektor i havnen har sin egen dynamik. Faldet på 1,9 procent er derfor summen af en række forskellige udviklinger. I 2016 håber vi samlet at få tæt på samme gennemløb som i rekordåret 2015. Gennemløbstallene fortæller kun en del af historien. For eksempel er en del firmaer inden for offshore-sektoren under pres, og en række virksomheder i regionen har for nylig annonceret massefyringer, lyder det fra Allard Castelein i en skriftlig meddelelse.