Vækstteamet mødes i Esbjerg
Hovedvægten af danskflagede skibe har hjemme i hovedstadsområdet, mens søfolkene og den maritime industri skaber i den grad aktivitet ude i landdistrikterne. Derfor bakker Landdistrikternes Fællesråd også op om en udvidelse af sømandsbeskatningen, da den danske styrkeposition indenfor maritim offshore er til gavn for hele Danmark.
I dag mødes regeringens maritime vækstteam i Esbjerg, og i forlængelse af mødet har Danmarks Rederiforening og Rederiforeningen af 2010 inviteret til et seminar om, hvordan der skabes vækst i vores mange maritime klynger. På seminaret tager Jakob Ullegård, direktør i Rederiforeningen afsæt i de maritime højborge, som findes spredt ud over landet.
Nye tal fra Danmarks Rederiforening viser, at 98 pct. af den danske bruttotonnage har hjemme i enten København eller Gentofte Kommune. Rederierne har dermed - i bogstavligste forstand - stor tyngde i hovedstadsområdet. Men samtidig bor medarbejderne – og især søfolkene – langt mere spredt. Faktisk bor næsten halvdelen af de danske søfolk i de 25 kommuner, som SKAT definerer som yderkommuner, og den maritime industri er også spredt ud over hele landet. Netop den kobling gør rederierhvervet særligt.
-Det her viser jo med alt tydelighed, hvorfor det er vigtigt, at det maritime vækstteam kommer rundt i landet. Du kan på den ene side ikke tale om det Blå Danmark uden at tage afsæt i hovedstadens stærke klynge af internationalt mindede rederier. Men på den side skaber sømænd og den maritime industri aktivitet ude i landets yderkommuner, siger Jakob Ullegård.
-Vi ved, at maritim offshore netop skaber aktivitet i hele Danmark. Vil man denne vækst, så er det oplagt at få gjort noget ved den nødvendige ligestilling af skattevilkårene for den maritime offshore i de aktuelle forhandlinger om en ny finanslov, siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.
Det argument kan Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd godt nikke til. Han ser netop de maritime erhverv som en vækstskaber for hele landet – og så er det kun godt, hvis hovedstaden også har gavn af en styrkelse af de maritime erhverv. Derfor bakker han op om en udvidelse af sømandsskatten til hele offshore-området.
-Søfarten skaber beskæftigelse hele vejen ud i landdistrikterne, også selv om vi ved, at rederiernes hovedkontorer ofte ligger centralt. Det er en af grundene til, at vi går ind for at ligestille rammerne for de danske maritime offshore-virksomheder. Det vil jeg også slå på i forbindelse med dagens seminar, for vi bør skabe langt bedre muligheder for at fastholde gevinsten ved de mange jobs indenfor søfarten i en række danske land- og yderkommuner, siger Steffen Damsgaard.
Det åbne seminar afholdes i dag hos Esvagt med deltagelse fra blandt andet Dansk Metal, Viking Life-Saving Equipment og borgmestre fra Svendborg, Bornholm, Ærø og Esbjerg.