Elektronisk kontrolsystem forsinkes
Forlydender om et avanceret elektronisk mindstelønskontrolsystem i Tyskland er ikke umiddelbart rundt om hjørnet. Det er meldingen syd for grænsen, på trods af at de tyske myndigheder er sparsomme med oplysningerne.
- Ifølge forlydender fra branchen i Tyskland arbejdes der på sagen i Bundesfinanzministerium. Vi og vores tyske kollegaer ved ikke meget mere, end det har stået i pressen. Vi kan dog roligt regne med, at ikrafttræden den 1. januar 2017 ikke er muligt. Vi forventer derfor først en ny og mere avanceret elektronisk løsning i løbet af 2017, siger Anders Jessen, chefkonsulent i ITD.
Ifølge Anders Jessen arbejdes der i ministeriet med oprettelsen af et centralt register, men når det trækker ud, skyldes det formentligt tekniske udfordringer. De nærmere detaljer omkring systemet kendes ikke endnu. Under alle omstændigheder forventer den tyske branche selv, at der vil være en overgangsperiode, hvor den nye og den nuværende løsning skal bruges, og erhvervslivet vil få besked i rigtig god tid før det nye system sættes i værk.
Anders Jessen understreger derfor også, at de hidtidige regler derfor fortsat gælder. Det vil sige, at man skal melde sine kørsler som hidtil via fax til de tyske myndigheder.
Også Frankrig barsler med et lignende system, og seneste nyt på den kant er, at man fastholder lancering den 1. januar 2017.