Charmeoffensiv virker
Den 1. oktober 2016 gik brandingkampagnen www.blivspeditør.dk i luften, og siden er hjemmesiden blevet besøgt af mere end 1.200 personer. Nu intensiveres kampagnen.
I løbet af de næste tre-fire måneder er det ambitionen, at mindst 500 unge skal tilmelde sig en database, sådan at de løbende kan få tilsendt nyheder og stillingsopslag fra speditionsbranchen.
Uddannelseschef Jakob Størling fra Danske Speditører synes, at 1.200 unikke besøgende den første måned er tilfredsstillende.
- Kampagnen er kommet godt fra start. De unge mennesker, vi gerne vil have ind i vores branche, skal vide mere om, hvad speditørerne laver og hvad branchen kan give dem af faglige og sociale udviklingsmuligheder. De unge skal vide mere om, at speditørerne sørger for, at varer bevæger sig frit rundt i verden. At det ikke kun handler om, at speditøren finder en vognmand, et rederi, en jernbane eller et luftfartsselskab, somfragter gods fra A til B. Det handler også om at skabe transportkorridorer og forsyningslinjer, som skaber værdi for transportkøberne, fortæller Jakob Størling.
Alsidige og spændende opgaver
Danske Speditører er optaget af, at fortællingen om transportbranchen ikke alene skal handle om udenlandske chauffører, cabotage-kørsel og lignende.
- Vi skal fortælle de gode historier om, at speditørerne har alsidige og spændende arbejdsopgaver. Vi skal blive bedre til at formidle historierne om, at speditøren er transportarkitekten, der tænker miljø, sikkerhed, told og logistik optimalt ind i en hel og effektiv forsyningskæde. Det kræver viden om salg, service, økonomi, jura og selvfølgelig transport og logistik – og ikke mindst toldforhold. Arbejdsdagene er hektiske og afvekslende. Speditørerne har stort ansvar og mange spændende arbejdsopgaver. Alt det skal vi formidle spændende og målrettet til de unge, siger Jakob Størling.
Databasen er omdrejningspunktet
- Det er i databasen, hvor vi i fremtiden vil samle alle de unge mennesker, som finder vores branche interessant. Det er også dér, medlemmerne af Danske Speditører har adgang til deres fremtidige elever. Det sker via hjemmesiden, hvor medlemsvirksomheder af Danske Speditører kan slå deres elevstillinger op, og dermed gøre personerne i databasen opmærksom på, hvad hver enkelt speditionsvirksomhed har at tilbyde, fortæller Jakob Størling.