I en replik til mig den 1. november betoner Transportminister Hans Christian Schmidt meget, at han ikke vil lave lovindgreb, der ikke løser de problemer, det har til hensigt at løse, og som gør livet unødigt vanskeligere for folk. Anledningen er debatten om varebilskørsel for fremmed regning, og hvorvidt det skal omfattes af godskørselsloven.

Jeg er ganske enig i ministerens principielle holdning. Det rokker imidlertid ikke en tøddel ved, at det konkrete forslag vil bidrage til at afhjælpe en endog betydelig del af de problemer, vare- og kurérbilsbranchen slås med, hæve barren for branchens selvjustits og omdømme, og ikke at forglemme, at en stor del af branchen – altså de virkelige eksperter – selv efterlyser disse tiltag.

Det er altså vores medlemmer, der efterlyser de foreslåede tiltag. Hvad i al verden skulle DTLs interesse være i at belaste transportører med yderligere bureaukrati, tilladelseskrav og så videre, hvis ikke det var fordi, det ville stille vores medlemmer og branchen bedre?

I dag findes der allerede tilladelseskrav til varebiler i flere EU-lande, og så sent som i foråret vedtog den internationale vognmandsorganisation IRU’s komité for EU-anliggender, som består af vognmandsorganisationer fra hele EU, at IRU skal arbejde for, at EU indfører fælles EU regler på området, som læner sig op af de forslag, DTL har arbejdet med.

Ministeren har jo længe forsøgt at få det til at se ud som om, den administrative byrde ved tilladelseskrav ville være uoverskuelig for såvel bureaukratiet som for varebilsindehavere. Men det drejer sig kun om ca. 5.000 tilladelser – altså udelukkende dem, der kører for fremmed regning.

Ministeren mener altså at vide bedre end vognmændene selv. Store dele af branchens ønske om ordnede forhold – og hvilke virkemidler, der kan være med til at sikre det – vil ministeren hellere sende i udvalg. Vi ved jo godt, hvad det betyder.

Jeg ved godt, at ministeren har en ideologisk modstand mod forslagene, hvilket kom til udtryk på DTLs Generalforsamling tidligere på året. Jeg er til fulde klar over, at dette ikke er noget, embedsværket ønsker. Men det ønsker et politisk flertal i Folketinget – med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i spidsen. Det er jo derfor ministeren – af et flertal i Folketinget – er blevet pålagt at komme med de nødvendige lovinitiativer.

Ikke et udvalg. Ikke søforklaringer. Ikke tvivlsomme henvisninger til administrative byrder. Men komme med konkrete bud på lovgivning, der rammer det beslutningsforslags intentioner ind. Og hvis Ministeren ønsker en bredere indsats, der sikrer, at lovgivningen endnu mere rammer målskiven ved at inddrage virkemidler uden for Ministerens ressortområde fx fra SKAT eller Beskæftigelsesministeriet, så er det jo ikke en uoverkommelig opgave at inddrage disse i arbejdet.

At ministeren forsøger at dække sig bag sin forgænger på posten, Magnus Heunicke (S), er ærlig talt lidt patetisk. Siden hvornår er Hans Christian Schmidt begyndt at hvile sine vurderinger på Socialdemokratiet? Dels er Heunicke-citatet hevet ud af sin rette kontekst og bruges misvisende (hvilket også er blevet dokumenteret i transportpressen), dels har Socialdemokratiet jo altså sidenhen fremlagt og samlet flertal for at gøre noget ved det – med støtte fra Dansk Folkeparti og Kim Christiansen som ordfører.

Det kan undre, at Regeringen hellere vil nedsætte råd, nævn og udvalg fremfor at tage fat om de problemer, som branchen har påpeget i flere år. Teatertorden om, at ”det skader mere end det gavner”, har til alle tider været undskyldningen for ikke at få gjort noget ved et problem.

Men godstransportbranchen har de sidste 10 år kæmpet benhårdt for at gøre op med ulovligheder og brodne kar – og dermed få sig et bedre image. Det er sket gennem opstillede krav og mere selvjustits i branchen. Den bevægelse står varebilsbranchen nu foran, så spørgsmålet er egentlig blot, hvilken side af historien ministeren vil stå på: Den, der forhindrer fremskridt – eller den, der skaber fremskridt?

Transportministerens replik til oprindeligt DTL-kritik.