Kvælstofkrav i Nord- og Østersøen
Efter dansk pres i FN vil nye skibe, som sejler i Nord- og Østersøen, fra 2021 skulle sænke udledningen af kvælstofoxider med 75 procent. FN’s Søfartsorganisation IMO har i dag godkendt skærpede krav til skibes røg.
Hvert år sejler tusindvis af skibe gennem de befærdede farvande i Nord- og Østersøen og udleder partikler og skadelige gasser fra skorstenene. Røgen er en stor kilde til luftforurening i de omkringliggende lande. IMO har allerede fra 2015 skærpet kravene til skibes forurening med svovl, som skal reduceres med 90 procent, og nu skal forureningen med kvælstofoxider (NOx) reduceres med 75 procent.
- Danmark har i flere år arbejdet på at få skærpet NOx-kravene til skibe, der sejler i Nord- og Østersøen. Det glæder mig, at det danske pres har virket, så der er skabt enighed blandt landene i regionen om at gøre noget ved problemet, og IMO nu har godkendt de skærpede krav. Reduktionen af skibes NOx-emissioner vil få en positiv effekt for miljø og sundhed, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
NOx kan føre til luftvejssygdomme
Kvælstofoxider kan bl.a. føre til luftvejssygdomme hos mennesker og som følge heraf for tidlige dødsfald. Samtidig øger udledningen af kvælstofoxider fra skibe belastningen med næringsstoffer i havet, hvilket kan medføre algevækst og fiskedød.
Det er årsagen til, at IMO i dag har godkendt ansøgninger fra landene i regionen om at udpege Nord- og Østersøen til såkaldte NECA-områder (NOx Emmission Control Areas). Udpegningen vil betyde, at nye skibe bygget efter 1. januar 2021 skal reducere NOx-forureningen med 75 procent i forhold til skibe bygget i dag.
- Med de nye krav vil Nord- og Østersøen blive blandt de havområder i verden, hvor der bliver gjort mest for at nedbringe luftforureningen. Samtidig er det godt nyt for danske teknologivirksomheder, der har ekspertisen og kan levere de renseløsninger, som skibsfarten har brug for, siger Esben Lunde Larsen.
Dagens godkendelse betyder, at kravene ventes endeligt vedtaget på næste IMO-møde i foråret 2017.
Transport Tidende på mobilen:
Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play