Nyt Leman-kontor i USA
Den 1. november åbner Leman dørene op for det nyeste kontor i rækken i Charlotte, North Carolina, som bliver det ottende kontor i USA.
- North Carolina har en af de hurtigst voksende befolkninger og økonomier i landet, og Charlotte har en strategisk vigtig beliggenhed indenfor branchen. Desuden har staten North Carolina og de omkringliggende stater betydelig import og eksport med både Europa og Asien, udtaler Thomas Krøyer, CEO for Leman Group.
Strategisk træk
Siden den succesfulde åbning af Leman kontoret i Miami i 2015, og de seneste års vækst i forretningen i det sydøstlige USA, har det været et naturligt valg for Leman at åbne et nyt kontor i Charlotte.
- Et Leman kontor i Charlotte styrker vores service til eksisterende kunder i Carolina- og Virginia-området, skaber ny forretning og giver lokal service til vores globale Leman kontorer og agentnetværk, siger Torben Ladefoged, Regional Manager for Southeast USA.
Mikael Olesen, CEO for Leman USA, tilføjer:
- Med åbningen af endnu et kontor i USA er vi forpligtet til fortsat at yde kvalitetsservice til vores eksisterende og nye kunder i Carolina-regionen gennem vores ansvarlige forretningstilgang, der sikrer den højeste grad af overensstemmelse med lovgivning og integritet på alle tidspunkter.