Braat: Velkommen til DMD
Af Jenny N. Braat, administrerende direktør, Danske Maritime:
"Velkommen til Danish Maritime Days
Den maritime industri er global. Mange af de maritime virksomheder har mere end 98 procent af deres omsætning ude i verden.
Verden skal bruge den maritime knowhow, som er vores industris styrke. De danske virksomheder spænder vidt: maritim teknik, motorer, service, satellitkommunikation, redningsflåder, maling, design, ventiler, kedler m.v.
Vi har solide danske værfter med styrker i kvalitetsskibsbygning og reparation. De er klar til de stigende internationale krav til mere miljørigtig skibsbygning og vedligeholdelse.
Søfarten har det mindre godt i disse tider. Nogle rederier går konkurs, offshore lider under lav oliepris, og gigantværfter i Asien lukker.
Hidtil har den maritime industri klaret skærene. Over en bred kam er det gået forrygende godt. Når vi er vel igennem de næste par år, som nok vil give nogle skrammer, har industrien et endda stort potentiale til fortsat vækst.
Hvad er forklaringen? Der er mange! Først og fremmest er det kompetence. Vi har evnet at blive verdensmestre på en række felter, og vi er eksperter på fremtidens vækstmarkeder.
Vi designer hovedparten af de dieselmotorer, der anvendes på oceangående skibe. Vi er verdens største producent af marinekedler. Mere end hver tredje redningsflåde, der bliver anvendt professionelt, kommer fra Danmark. Vi er verdens største leverandør af tryk/vakuum-ventiler til tankskibe. Vi er førende i verden på silikonebaserede bundmalinger. Vi har verdens største skibsværft inden for dybhavstrawlere, og vi skal næste år bygge verdens største el-færge.
Den internationale maritime vækst vil blandt andet komme i form af øgede krav til skibsfarten om miljø og sikkerhed, som den danske industri er eksperter i. Samtidig sejler en historisk stor flåde på flere end 100.000 store skibe, som skal vedligeholdes og tilpasses til nye krav.
Den danske maritime industri har over 40.000 ansatte, en produktionsværdi på godt 90 mia. kr. og står for 30 procent af bruttoværditilvæksten i Det Blå Danmark, og vi bidrager vi med 6,9 mia. kr. til den danske stat i form af direkte skatter.
Vi er en industri, som i den senest opgjorte tiårsperiode har haft en produktivitetsvækst på 6,5 procent årligt, hvor den var 1,2 procent for hele Danmark.
Benyt Danish Maritime Technology Conference og Danish Maritime Fair til at tjekke det danske maritime vækstmirakel ud. Mød verdens bedste værfter og maritime leverandører.
Velkommen til Danish Maritime Days!"