API Marine satser på Asien
I dag sejler mere end 300 nybygninger rundt med sensorer og integrerede automationssystemer (IAS) fra Aalborg-virksomheden API Marine, som kan måle og overvåge niveau, tryk og temperaturer i olie- og kemi-kalietanke. Målsætningen er at øge det antal med 30 – 40 procent i de kommende år, efter at virksomhe-dens ingeniører har udviklet en radar, som ofte efterspørges af kunderne.
-Radaren sender en lydbølge ned i tanken og kan via en refleksion måle niveauet i tanken. Det er en teknologi, der efterspørges i langt hovedparten af specifikationerne fra både værfter og rederierne, så det er en utrolig vigtig produkttilføjelse for os for at kunne sælge flere af vores integrerede systemer, der ofte indeholder op til 100 sensorer for hvert skibs installation. Med den nye radar vil vi således få adgang til en langt større del af markedet, siger Allan Lydersen, salgsdirektør hos API Marine.
Producerer selv
API Marine og deres 20 ansatte udvikler og producerer selv både sensorer, kontrolkabinetter og den software, som ligger i systemet og bruges på computeren for at monitorere sensorerne. Systemet sælges til nybygninger og derfor er de primære kunder europæiske redere i Kina og Korea, der lægger vægt på kvalitet.
Med den nye radarteknologi, som virksomheden tidligere måtte tilkøbe udefra, er produktporteføljen nu fuldendt for API Marine. Virksomheden har med hjælp fra Business Aalborg fået 75.000 kroner i tilskud fra Det Maritime Vækstprogram hos MARCOD til at udarbejde en vækstplan for det nye produkt.
-Med den nye vækstplan har API Marine fået et virkelig godt afsæt til at konkurrere mod de udenlandske konkurrenter om det kvalitetsbevidste marked i Asien og til en fordelagtig pris. Vi tror på, at virksomheden kan hente nye markedsandele, som forhåbentligt giver et behov for flere ansatte, siger Allan Hejslet, maritim erhvervskonsulent hos MARCOD.
På billedet ses fra venstre: Allan Lydersen, salgsdirektør API Marine og Allan Hejslet, maritim erhvervskonsulent hos MARCOD. (Foto: MARCOD)
Transport Tidende på mobilen:
Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play