Svag udvikling i verdenshandelen
IMF har netop nedjusteret væksten i USA med 0,6 procentpoint i 2016. USA har nu haft 22 måneder i træk med faldende fabriksordrer, og tendensen spreder sig både over Atlanten og Stillehavet.
10 år efter sub-prime-krisen i USA og finanskrisen ramte, så hænger det meste af verden stadig fast i lav vækst. I kølvandet på finanskrisen har verden set en nedgang i antallet af indgåede frihandelsaftaler, hvilket er med til at holde den globale vækst tilbage. Det rammer Danmark, da vi har stor gavn af fortsat frihandel.
-Jeg ser frem til at deltage i IMF-årsmødet. Danmark er afhængig af den globale økonomi, og vi deler en række udfordringer med de fleste andre lande, som kræver troværdig og ansvarlig national politik, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen og fortsætter:
-I en tid, hvor der sættes spørgsmålstegn ved forpligtende internationalt samarbejde og frihandel, er det vigtigere end nogensinde, at vi skaber væksten selv.
Bekymring hos søfarten
Også Danmarks Rederiforening ser med bekymring på udviklingen i verdenshandlen og glæder sig derfor over, at finansministeren sætter fokus på frihandel i forbindelse med IMF-årsmødet.
Den er ifølge hollandske CPB faldet siden 2015. Et andet beklageligt tegn er, at andelen af den globale økonomi, som er omfattet af frihandelsaftaler, er stagneret efter stor vækst i en årrække.
-Verdensøkonomien står ved en korsvej, og det er derfor vigtigt, at vi får sat fokus på de rigtige ting for at få gang i væksten igen. Her er frihandel et oplagt håndtag, hvor vi desværre kan se en tydelig nedgang i antallet af nye aftaler som indgås. Udviklingen er både skidt for Danmark, men især skidt for udviklingsøkonomierne, der skal bruge global handel som en løftestang og løfte befolkningerne ud af fattigdom, siger Anne H. Steffensen, direktør i Danmarks Rederiforening.
Transport Tidende på mobilen:
Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play