IRU vælger mærkesager for 2017
Onsdag, den 5. oktober 2016 afholdt IRU, den internationale vejtransportsorganisation, arbejdsmøde i Bruxelles. Her blev de politiske indsatsområder for 2017 diskuteret.
På mødet enedes man om, at det nye politiske fokus i 2017 bliver at afdække potentialerne i deleøkonomi samt effektiviseringsmuligheder inden for digitalisering og automatisering.
-Vi er overordnet tilfredse med de politiske indsatsområder, IRU har valgt at prioritere for 2017. Det er vigtigt, at vi både har fokus på at sikre gode konkurrencevilkår for at drive transport- og logistikvirksomhed og på at sikre vækst i branchen gennem en digital effektivisering af branchen. Vi må ikke glemme, at størstedelen af reguleringen på vejgodstransportområdet kommer fra EU. Derfor er det helt afgørende, at vi sammen med vores europæiske kollegaer lægger et stort arbejde i at influere det politiske arbejde i Bruxelles, siger Karen Roiy, public affairs chef i ITD.
Migrationspres
Hun understreger, at temaerne, som IRU har valgt at arbejde særligt med for 2017, afspejler kommissionens prioriteter. Udover nævnte temaer har IRU fortsat stort fokus på den europæiske migrationskrises indflydelse på vejgodstransporten, herunder den eskalerede situation omkring Calais.
-Migrationspresset i Europa er stadig reelt ude i Europa. Det står som en mørk skygge for fastholdelsen af et velfungerende indre marked. Stadig flere lande tager tilløb til at indføre grænsekontrol. Det er derfor vigtigt, at EU fortsat arbejder på at finde en gangbar fælles europæisk løsning, som styrker de ydre grænser, så vi kan holde de indre åbne, siger Karen Roiy.
Fair konkurrence
På mødet blev det også understreget, at IRU fortsat i 2017 vil have fokus på at sikre fair konkurrence i den grænseoverskridende vejgodstransport, som også har været et vigtigt tema de foregående år. For dette område blev der særligt lagt vægt på bedre myndighedshåndhævelse af reglerne.
Transport Tidende på mobilen:
Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play