Krav mod rederi giver bøvl
Hanjin-rederiet har offentliggjort frister for anmeldelse af krav mod det konkurstruede selskab. Nogle af disse frister er allerede i oktober 2016.
Advokatfuldmægtig i Danske Speditører, Søren Nicolay Edsen Johansen, opfordrer speditørerne til at være opmærksomme på fristerne.
Det gør han, fordi det er vigtigt at være rettidigt på banen med krav overfor rederiet for så vidt angår speditørens tab forbundet med Hanjins misligholdelse af transportaftalen.
Ved anmeldelse af kravet skal man være opmærksom på følgende:
- Kravet skal anmeldes på formularer udarbejdet af de sydkoreanske bobestyrere.
- Formularerne er på Sydkoreansk og kan alene udfyldes på Sydkoreansk.
- Danske virksomheder henvises derfor til at søge bistand via en sydkoreansk rådgiver.
Anmeldelse af krav kan ske i perioden 11-25. oktober 2016.
Danske Speditører har været i dialog med den sydkoreanske Ambassade i Danmark, der venligst har bistået os med at finde formularen, der skal benyttes.
Juridisk Afdeling har været i kontakt med advokatfirmaet Kwon Moon, der meddeler, at de kan bistå medlemmer af Danske Speditører med at anmelde et krav overfor Hanjin. Der er alene tale om krav, der udspringer af en aftale indgået med rederiet før d. 1. september 2016. Efterfølgende aftaler er ikke omfattet. Såfremt man ønsker at gøre brug af Kwon Moon’s services skal man samle relevante aftaledokumenter sammen. F.eks. konnossement, e-mails eller andet, der kan understøtte aftalen.
For god ordens skyld oplyser advokatfuldmægtig Søren Nicolay Edsen Johansen, at der findes andre rådgivere, og at advokatfirmaet Kwon Moon alene skal opfattes som et eksempel blandt flere rådgivere i Sydkorea.
Transport Tidende på mobilen:
Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play