Returlaster skaber effektivitet
For at udvikle logistikløsninger og udnytte lastekapaciteten på bilterminalen i Malmø optimalt satser Copenhagen Malmö Port, CMP, på returlaster i samarbejde med GreenCargos datterselskab NTR.
I stedet for at sende tomme togvogne tilbage efter billeverancer til Nordsverige, fyldes de med trævarer, der skal transporteres sydpå. CMP håber nu, at flere og flere vil udnytte denne mulighed, der er både omkostningseffektiv og miljøsmart.
Fra CMP:s bilterminal i Malmø udgår der en konstant strøm af nye biler til slutkunder i Nordsverige. Bilerne transporteres med tog. Tidligere blev næsten alle togvognene efterfølgende sendt tomme tilbage til CMP, når bilerne var afleveret. I dag fyldes mange af dem i stedet med returlaster, hvilket øger belægningsgraden markant.
Knudepunkt
- CMP er en logistisk hub i Østersøen og takket være vores strategiske placering er det muligt at gennemføre denne form for tjenester. I kraft af vores position som knudepunkt for forskellige typer af transporter, er det relativt enkelt at strikke en løsning sammen, der dækker det hele, uanset om der er tale om transport med skib, tog eller lastbil, siger Björn Larsson, Terminal Manager hos Copenhagen Malmö Port AB.
CMP arrangerer returlasterne tilbage til Malmø i samarbejde med NTR. Når de rette varer kombineres med de rette koncepter opnår man en enkel løsning. Den ledige lastekapacitet i vognene og spormulighederne i jernbanetrafikken udnyttes maksimalt.
Mængderne har hidtil været gode og resulteret i regelmæssige leverancer af trævarer til CMP hver måned.
Transport Tidende på mobilen:
Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play