Ny biogastankstation i transportcenter
Energiselskabet E.ON indvier 6. oktober 2016 en ny biogastankstation i Høje-Taastrup Transportcenter, som drives i partnerskab med OK. Biogastankstationen, der skal gøre varedistributionen i hovedstadsområdet CO2-neutral, ligger centralt placeret i Høje-Taastrup.
Her tanker hundredvis af last- og varebiler dagligt, når de skal bringe varer ud til københavnerne.
Ambitionen er klar: flere last- og varebiler skal gå fra diesel til bæredygtig og fossilfri biogas. Biogastankstationen er de to partneres tredje i hovedstadsområdet.
Transportsektoren er i dag klimapolitikkens helt store udfordring, da sektoren ikke har reduceret CO2-
udledningen i samme grad som andre sektorer. Især den tunge transport halter efter, og derfor er
indfasningen af den mere miljø- og klimavenlige biogas til tung transport afgørende for den grønne omstilling.
Positive erfaringer med biogas til transport
E.ON og OK har allerede positive erfaringer med at drive to andre biogas-tankstationer i Storkøbenhavn.
Her er det fortrinsvis Københavns Kommunes mere end 70 skraldebiler, der tanker biogas, men i stigende grad også andre last- og varebiler, der kører på biogas. Med det nye anlæg i Høje-Taastrup Transportcenter bejler E.ON og OK nu til de mange city-distributions-biler, der dagligt kører friske varer ud til københavnerne, ikke mindst fra det netop åbnede Copenhagen Markets – det tidligere Grønttorv.
-En stor del af de varebiler, der hver nat bringer friske varer ud i københavnske butikker, kører i dag på diesel. Vi håber derfor, at den nye biogas-tank vil få flere til at vælge gaskøretøjer, som både kører grønt og støjer mindre end dieselbiler. Hertil kommer, at vi allerede nu ser flere selskaber, der begynder at stille krav til bæredygtig vareudbringning, fortæller chef for Heavy Transport i E.ON, Bent Erik Hawaleska.
Biogas – det klimavenlige alternativ
Ifølge Energistyrelsen er biogas det mest klimarigtige brændsel i den tunge transport, fordi biogasproduktion både erstatter fossile brændsler i transportsektoren og reducerer udslip fra gyllen på landbrugsmarkerne, der ellers ville udlede både metan- og lattergas. Derfor vil Høje-Taastrup Transportcenter være med til at understøtte skiftet til en mere bæredygtig tung transportsektor.
Den nye station i Høje-Taastrup vil have åbent hele døgnet og har med sin beliggenhed i transportcenteret en optimal logistisk placering og gode til- og frakørselsforhold, så vare- og lastbiler hurtigt og nemt kan tanke.
Transport Tidende på mobilen:
Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play