23948sdkhjf

Tunneler vil samarbejde

Femern og Brenner udveksler viden.

Tunneler vil samarbejde

Femern og Brenner udveksler viden.            

Både den faste forbindelse over Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland og Brenner Base Tunnel mellem Østrig og Italien er rekordprojekter med afgørende betydning for det fremtidige europæiske transportnet.

Onsdag den 21. september underskrev repræsentanter for projektselskaberne samt medlemmer af de to regionale udviklingsorganisationer STRING og Brenner Corridor Platform en samarbejdsaftale.

EU-Kommissionen har udpeget begge projekter som prioriterede projekter, da de har til formål dels at fjerne flaskehalse for handel, vækst og grænseoverskridende samarbejde, dels at fremme hurtigere, mere effektiv og miljøvenlig transport af passagerer og gods i Europa.

Forskellige udfordringer

Femernbælt-tunnelen og Brenner-tunnelen har forskellige udfordringer. Den ene krydser et hav og den anden en bjergkæde. Men samtidig har begge projekter mange af de samme udfordringer, når det handler om at interagere med det omgivende samfund og at overholde love og regler i to forskellige lande.

Aftalen giver mulighed for, at de to projekter kan udveksle erfaringer og lære af hinanden. Det gælder både tekniske og videnskabelige innovationer, kommunikationsindsatser og fælles opgaver for medarbejderne på områder, hvor et samarbejde vil være til gavn for begge parter.

Nyt forum

Et tættere samarbejde mellem projektselskaberne og det omgivende samfund i form af STRING og Brenner Corridor Platform vil skabe et nyt forum, der betyder, at lokale myndigheder, borgere og organisationer kan tage del i projekterne og de muligheder, den nye infrastruktur giver.

-Et grænseoverskridende megaprojekt er et komplekst forehavende. Hvert projekt er unikt, men på mange områder vil et samarbejde være til gavn for begge parter. Vi glæder os til at udveksle erfaringer med vores samarbejdspartnere i Brenner Base Tunne", udtaler Peter Frederiksen, bestyrelsesformand i Femern A/S, det danske, statsejede projektselskab, der har til opgave at planlægge og anlægge den faste forbindelse over Femern Bælt.

-At lære af hinanden, udveksle erfaringer og udvikle videnskabeligt baseret best practice er nøgleord for megaprojekter. Det er i denne ånd, at vi sammen skaber udvikling i Europa, og vi ønsker at deltage i en positiv udveksling med vores venner langs Skandinavien-Middelhavskorridoren, udtaler Prof. Konrad Bergmeister, administrerende direktør i Brenner Base Tunnel SE.

Fjerner flaskehalse

-Den faste forbindelse over Femern Bælt og Brenner Base Tunnel fjerner de største grænseoverskridende flaskehalse og er derfor to af TEN-T-programmets prioriterede projekter. Disse europæiske projekter giver fordele, der rækker langt ud landegrænserne i de medlemsstater, der skal gennemføre projekterne.

-Store infrastrukturprojekter er med til at drive udviklingen i det omgivende samfund. At etablere den nye infrastruktur til gavn for samfundet kræver dialog, planlægning og politisk vilje. Brenner-tunnelen og Femernbælt-projektet vil komme deres respektive omgivende samfund til gode gennem økonomisk vækst, jobs og bæredygtig udvikling. Vi kan lære af hinanden – og sammen påvirke den politiske beslutningsproces på en måde, der rækker ud over vores regionale og nationale interesser, Steen Bach Nielsen, formand for STRING.

Transport Tidende på mobilen:

Download Transport Tidendes gratis app i App Store eller Google Play

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112