Eksportboom hos fødevaregrossist
Eksport fylder stadigt mere hos Nørresundby-virksomheden CM Foods, der melder om eksplosiv vækst i eksporten af kød-varer til Asien. Hvor kødgrossistens eksport til Asien for godt et år siden kun udgjorde en meget beskeden andel af forretningen, så udgør den i dag 25-30 procent.
- Det går kun én vej. Om fem år er det måske 40-50 procent af vores omsætning, der kommer fra eksportmarkederne, siger medejer i CM Foods, Morten Vangsted, der er salgschef for catering-området.
Medejer og indkøbsdirektør Jeppe Jakobsen tror eksportforretningen kan stige endnu mere, da flere af eksportmarkederne i Asien er meget store set fra Danmark.
Det skriver food-supply.dk.
Selskabet er for nyligt blevet splittet op i to – Carmo Food Nordic og Carmo Food International, hvor sidstnævnte selskab skal fokusere på eksportmarkederne.
Allerede sidste sommer etablerede kødgrossisten en afdeling i Manila på Filippinerne – Carmo Food Philipines, der beskæftiger to mand.
Eksportafdelingen i Danmark beskæftiger syv mand på hovedkontoret i Nørresundby, der blandt andet sælger kødprodukter til Kina, Hongkong og Vietnam.
CM Food blev stiftet i 1976 og beskæftiger i alt 38 medarbejdere.