Dachser: Ny MD i European Logistics
Den tyske transport- og logistikvirksomhed Dachser har ansat 43-årige Alexander Tonn som ny managing director (MD) for selskabets forretningsområde European Logistics i Tyskland.
Som MD får Alexander Tonn ansvaret for erhvervsudviklingen af de 38 tyske filialer inden for forretningsområdet European Logistics i Tyskland, der dækker over vejtransport og kontraktlogistik for industrivarer.
Alexander Tonn er uddannet inden for forretningsadministration og har arbejdet hos Dachser siden 1999. Han startede sin karriere i afdelingen for Controlling, og herefter blev han chef for Contract Logistics i Memmingen (Allgäu), der er Dachsers største filial på verdensplan. Senere blev han også Head of Freight Forwarding og Deputy Branch Manager samme sted.
I 2014 flyttede Tonn til hovedkontoret i Kempten, hvor han blev ansvarlig for at videreudvikle Dachsers fagkatalog inden for warehousing og value-added services.
Har ekspertisen
Ifølge Michael Schilling, der er driftsdirektør for Road Logistics hos Dachser, har Alexander Tonn de kompetencer, der skal til, for at European Logistics kan skabe vækst i Tyskland:
- Dachsers succes bygger på den iværksætterånd, der er i alle vores filialer, kombineret med en centraliseret netværksstyring, der er designet til at skabe bæredygtig vækst. Alexander Tonn kender alle aspekter af virksomheden til punkt og prikke, og han har al den ekspertise og de kompetencer, der kræves for målrettet at fremme forretningsenheden European Logistics i Tyskland og skabe vækst på det tyske marked. Hans nye rolle involverer også et intensivt samarbejde med vores Air & Sea Logistics-organisation for at planlægge og gennemføre arbejdet med integrerede forsyningskæder for små og mellemstore virksomheder med fokus på Dachser Interlocking, siger Michael Schilling.
Alexander Tonn tiltræder sin nye stilling 1. januar 2017.
Dachser-koncernen beskæftiger 26.500 medarbejdere på 428 lokationer i verden.