Renovering afsluttes
Vejdirektoratet går nu i gang med den sidste del af renoveringen af Store Bro i Stege. Broen skal have udskiftet fugekonstruktionerne, og arbejdet udføres fra mandag den 19. september kl. 19 og ca. tre uger frem.
Det kommende arbejde var planlagt som en del af den samlede renovering, der blev udført fra april til juni i år. Men arbejdet blev udsat, da det ellers ville give store trafikale gener for trafikken til og fra Stege i forbindelse med afholdelse af større arrangementer såsom markedsdage.
Åben bro
Broen vil være åben for trafik i hele arbejdsperioden, men der vil dog kun være en vejbane til deling, som vil blive lysreguleret af tre signaler: de to permanente signaler, henholdsvis ved broen på Stegesiden og i krydset Støvvasen/Nygade, samt et midlertidigt tredje signal til regulering af tilkørslen til Fiskerstræde og XL-Byg fra Støvvasen.
Der vil være udkørsel forbudt fra Fiskerstræde og XL-Byg til Støvvasen i hele arbejdsperioden af hensyn til sikkerheden og trafikken ved broen. I stedet skal man benytte en midlertidig udkørsel via SuperBrugsens P-plads og for byggemarkedets vedkommende køre via Vejerboden.
Køkørsel i myldretiden
Under den sidste arbejdsperiode tog det noget tid at få indstillingen af lyssignalerne helt på plads, så det ikke skabte unødvendige gener for trafikken. Disse indstillinger er blevet ’gemt’, så Vejdirektoratet forventer at trafikken kan blive afviklet på fornuftig vis. Man må som bilist ved broen dog forvente, at der i myldretiden og i perioder i weekenderne vil være en del køkørsel som følge af arbejdet.
-Alle tre lyssignaler vil være samkørt, så trafikken kan køre bedst muligt over broen. Men hvis det viser sig, at der opstår problemer, står vi naturligvis stå klar til straks at regulere på systemet. Køkørsel kan næppe undgås helt, så vi håber samtidig, at folk vil vise lidt tålmodighed, mens vi udfører det nødvendige arbejde på broen, siger Iben Maag, der er projektleder i Vejdirektoratet.