Kvote-idé møder modstand
Det vil være skævvridende med regionale CO2-regler i EU, mener klimaministeren og bakkes op af erhverv og MEP’er.
Stemmer i Europa-Parlamentet ønsker, at skibsfarten skal lægges ind under EU’s CO2-kvotestystem, der regulerer energisektoren.
Men det vil være en dårlig idé, mener den danske Energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), der frygter for både konkurrenceevnen og for klimaet, hvis der kommer en regional regulering, som kun skibe, der går i EU-havn, skal overholde.
IMO skal på banen
Han mener i stedet, at man bør arbejde for global regulering i FN’s søfartsorganisation, IMO.
-Skibsfarten bør, som andre sektorer, bidrage til den langsigtede globale klimamålsætning. For Danmark er det afgørende, at der findes en global, flagneutral regulering via IMO, så man reelt kan bidrage til at reducere CO2-udledningen og fastholde lige konkurrencevilkår. Der har hidtil været enighed blandt EU's medlemslande om denne linje, siger Lars Christian Lilleholt i Børsen mandag, fortæller Danmarks Rederiforening.
Samme synspunkt udtrykker rederiet TORM i dagens avis. Rederiet har allerede sænket CO2-udledningen med 32 pct. pr. transporterede ton last, men frygter at få svært ved at konkurrere med rederier uden for Europa, hvis EU går enegang.
Tempoet skal op
Medlem af Europa-Parlamentet Margrethe Auken (SF) er blandt de EU-politikere, der forsøger af få skibsfarten omfattet af EU's CO2-kvotesystem, fordi hun mener, at det går for langsomt med at nå til enighed om global regulering.
I Danmarks Rederiforening mener man også, at det haster med at få skibsfarten til at begrænse sit klimaaftryk.
Men det vil kun for alvor ske via global regulering, og derfor skal medlemsstaterne i IMO tage skeen i den anden hånd, når de mødes i London i oktober, mener Rederiforeningens EU-sekretariatsleder Simon Bergulf. Nu og her er målet enighed om en aftale om dataindsamling for alle skibe over en vis størrelse – hvilket danske rederier har gjort på frivillig basis siden 2008.
Vigtigt næste skridt
-En bindende aftale om dataindsamling vil være et vigtigt næste skridt mod global CO2-regulering. Det skridt skal vi tage på mødet i oktober, for vi har ikke uendelig lang tid, hvis vi vil undgå EU-regulering, lige som den globale skibsfart har et ansvar for at reducere klimaaftrykket, siger Simon Bergulf.
Medlem af Europarlamentet Bendt Bendtsen kalder det ”helt ude i hegnet”, hvis det ender med regional klimaregulering af skibsfarten i EU:
-Det er et internationalt transporterhverv. Vi har behov for beslutninger på globalt plan. Men at lave regional regulering vil kun skævvride konkurrencen og ødelægge det for danske og europæiske rederier. Det er rimelig tåbeligt, siger han til Børsen.