Opbakning til grøn færgefart
Dansk færgefart er i fuld gang med en grøn omstilling. Det fortæller Danmarks Rederiforening med den kommende årsberetning fra Bilfærgernes Rederiforening som kilde.
Bilfærgernes Rederiforening holder generalforsamling lørdag den 3. september. I den forbindelse har en række danske transportpolitikere i den kommende årsberetning fra foreningen forholdt sig til, hvordan det går med den grønne omstilling i dansk færgefart:
- Når det kommer til grøn færgefart, så er det heldigvis ikke noget, som vi taler om. Det er noget, der sker. Uanset om vi kigger til hybrid-færger, ren eldrift eller LNG, så rykker det rundt om i landet. Det er godt nyt, hvilket Venstre bakker helt op om, siger Kristian Pihl Lorenzen.
Han peger også til, at skatteminister Karsten Lauritzen har ambition om at udvide mulighederne for at bruge el som brændstof til også at gælde mindre færger. Den intention er noget, som også det Radikale Venstre agter at følge op på.
- Jeg glæder mig over, at branchen går forrest og udnytter de muligheder, som blandt andet EU giver for støtte til innovative projekter i den retning. Det Radikale Venstre vil gerne mere – og vi ser derfor frem til at holde skatteministeren op på hans intention om, at de mindre ø-færger også skal kunne sejle på el, siger Andreas Steenberg fra det Radikale Venstre.
Rasmus Prehn, Socialdemokratiet:
- Vi kan se, at der er en rigtig god udvikling i grøn retning i dansk færgefart. Jeg kunne nævne eldrevne færger over Øresund, hybridfærger mod Tyskland og LNG-skibe, som sejler til Norge. Det er rigtig godt, at netop de store ruter har taget hul på omstillingen, siger Socialdemokratiets transportordfører.