23948sdkhjf

Fremgang for Mols-Linien

Fastholder forventninger til 2016-resultat.

Mols-Linien kunne notere fremgang i første halvår af 2016. Antallet af personbilsenheder steg med 11,8 pct., og omsætningen steg med 11,2 pct. i forhold til 1. halvår 2015. Forventningen til resultatet for helåret fastholdes i intervallet 110 – 130 mio. kr.

Mols-Liniens regnskab for første halvår 2016 viser en stabil vækst i både omsætning og trafiktal.

Det sikrer rederiet et overskud på 46,7 mio. kr. i første halvår af 2016 mod et overskud på 14,6 mio. kr. i samme periode i 2015, hvilket svarer til en forbedring af resultatet for 1. halvår 2016 på 32,1 mio. kr.

I første halvår har rederiet overført 608.035 personbilsenheder, hvilket er en stigning på 11,8 procent i forhold til samme periode sidste år.

Adm. direktør Carsten Jensen udtaler:

- Regnskabet bekræfter, at vore kunder er godt tilfredse med Mols-Linien, herunder med at der er kommet ca. 16 pct. flere afgange, der giver kunderne stor fleksibilitet. Det er også godt at se, at der sker mange gode tiltag omkring os. Specielt har vi glædet os over den nye motortrafikvej, der gør tilkørselsforholdene til og fra Odden væsentlig nemmere, og nu med en forhøjet fartgrænse på 100 km/t. Vi ser også frem imod den snarlige færdiggørelse af de forbedrede tilkørselsforhold i Aarhus Havn, som vil komme alle vores kunder til gode. Fremadrettet vil vi fortsætte med at optimere vort program og videreudvikle vores skarpe fokus på samspillet mellem transportløsningen, passagererne og serviceudbuddet til vores kunder - både på vores kattegatruter og på sigt også til vores kommende kunder på de bornholmske ruter.

Flere afgange

Mols-Linien øgede antallet af afgange med 15,6 pct. eller med 460 afgange i forhold til samme periode i 2015, hvilket har medført, at antal personbilsenheder pr. afgang faldt med 3,2 pct. - fra 185 enheder i 1. halvår 2015 til 179 enheder i 1. halvår 2016.

Antal passagerer steg med 6,6 pct. i 1. halvår 2016 i forhold til samme periode i 2015. Stigningen skyldtes primært, at der var flere personbiler med færgerne.

Omsætningen blev opgjort til 332,7 mio. kr. mod en omsætning i 1. halvår 2015 på 299,1 mio. kr., hvilket gav en fremgang på 11,2 pct.

Omkostningerne udgjorde 236,0 mio. kr. mod 233,5 mio. kr. i 1. halvår 2015 eller en samlet stigning i omkostningerne på 1,1 pct.

2016-forventninger

Selskabet fastholder forventningen om et positivt resultat efter skat for 2016 i intervallet 110 – 130 mio. kr., som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 307 af 13. juni 2016.

Ændret bestyrelse

Endelig har bestyrelsen på sit møde i dag konstitueret sig med advokat Frantz Palludan som formand og tidligere adm. direktør i Mols-Linien, Søren Jespersen som næstformand. Herudover består bestyrelsen af Managing Partner Jan Kühl, direktør Jens Løgstrup, direktør Kaare Vagner, adm. direktør Erik Østergaard, maskinmester Allan Holm Corneliussen, Deputy Technical Director Thomas Bisgaard Jensen og skibsassistent Georg Schuster.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064