300 gæstede Poul Løwenørn
Søfartsstyrelsen og Søsportens Sikkerhedsråd var godt repræsenteret ved Maritime Kulturdage i Korsør denne weekend. Op mod 300 gæster valgte at gå ombord på inspektionsfartøjet Poul Løwenørn.
Maritime Kulturdage i Korsør er en årlig begivenhed, som varer det meste af en uge og kulminerer ved et brag af en aktivitetsdag i og omkring havnen lørdag. Denne dag samles en række af havnens virksomheder, institutioner, interesseorganisation samt borgere og andet godtfolk, om at vise og præstere hvad de kan, og hvilken opgaver de løser.
Inspektionsfartøjet ”Poul Løwenørn” var Søfartsstyrelsen bidrag til arrangementet, og der var på dagen åbent hus fra kl. 10.00 til kl. 17.00.
- Vi vurderer, at der har været omkring 200 – 300 besøgende gæster i alle aldre, og interessen var stor for at få belyst hvilken opgaver Søfartsstyrelsen udfører og hvilket materiel, som anvendes. En gennemgående tilbagemelding fra publikum var, at det var spændende at komme ombord på ”Poul Løwenørn” og se skibet indefra, da man i det daglige kun ser skibet udefra, når det ligger langs kaj i Korsør, fortæller Jørgen Royal Petersen, Driftscenter Korsør.