Ny tysk Femern-høring
Tunnel-selskabet Femern A/S reviderede ansøgningsmateriale for tunnelen under Femern Bælt er nu igen sendt ud i høring af de tyske myndigheder.
Det skriver ing.dk.
I den første høringsrunde modtog de tyske myndigheder 3100 høringssvar fra interssenter og borgere. Dertil kom, at den ansvarlige tyske myndighed, Landesbetrieb Straßenbau und Verkehr Schleswig-Holstein i Kiel, selv leverede en 33 sider lang kritik af den oprindelige ansøgning fra Femern A/S, der blandt andet var utilfreds med kvalitetssikringen af det omfattende ansøgningsmateriale.
Femern A/S har dog fået svaret på så mange af kritikpunkterne, at de tyske myndigheder nu har sendt ansøgningsmaterialet ud i anden høringsrunde.
Ansøgningsmaterialet ligger til offentligt gennemsyn fra 12. Juli og frem til 12. August. Høringsfristen er 26. August.
Det er fortsat uvist, hvornår Femern A/S kan forvente at der foreligger en tysk myndighedsgodkendelse af projektet. Delstatsregeringen i Schleswig-Holstein har tidligere vurderet, at anlægsarbejderne tidligst kan gå i gang i slutningen af 2019.