Pris uddelt for højeste SCM-snit
Nana Beier fra København løb med prisen, da Logistikkompagniet for fjerde år i træk anerkendte årets højeste karaktergennemsnit på HD Supply Chain på CBS
- Uanset om vi vil handle, producere eller innovere, så kræver det orden i alle led. Derfor er det vigtigt for Danmark, at I har gjort jeres bedste for at dygtiggøre jer i discipliner, der kan bidrage til at sikre landet stærkere konkurrencefordele, vækst og etablering af arbejdspladser.
Sådan lød de anerkendende ord fra administrerende direktør for Logistikkompagniet, Carsten Moberg, da han ønskede 35 dimittender på HD Supply Chain Management på CBS tillykke med deres uddannelse ved årets dimission. 120 gæster i form af familie, venner og undervisere var her mødt op for at fejre de forsamlede dimittender.
Én dimittend fik dog ekstra meget opmærksomhed. Det skete da Logistikkompagniet belønnede årgangens højeste snit med en pris på 10.000 kr.
Ny viden er afgørende
Det er fjerde år i træk, at Logistikkompagniet uddeler prisen. Virksomheden arbejder med optimering af forsyningskæden i både store og mindre virksomheder. Et område hvor der, ifølge Carsten Moberg, konstant er behov for innovation og dygtige talenter.
- Uddannelse og ny viden er afgørende, hvis vi skal sikre en høj konkurrenceevne i forhold til udlandet. Vi er derfor glade for, at CBS uddanner stærke kandidater, så vi fortsat kan være med i det internationale erhvervsliv. Det vil vi gerne støtte op om, og derfor uddeler vi igen i år prisen til årgangens højeste gennemsnit, som en anerkendelse af en ekstraordinær indsats, sagde Carsten Moberg i sin motivation for at uddele prisen.
Stærkt studiemiljø
Med et imponerende gennemsnit på 11,6 gik prisen til Nana Beier fra København, der til daglig er selvstændig konsulent. Stolt og smilende modtog hun prisen for årets højeste gennemsnit.
- Det er en meget fin gestus, at Logistikkompagniet anerkender det arbejde studerende skal udføre for at opnå et godt resultat, og jeg er meget beæret over at modtage prisen. Et godt gennemsnit kræver ikke alene en del af den studerende, men også af studiet og studiemiljøet.
Pris styrker konkurrencen
De positive ord om HD SCM uddannelsen glæder studielederen, lektor Aseem Kinra. Udover opmærksomheden, som Logistikkompagniets pris skaber omkring talenterne på studieretningen, glæder han sig også over, at HD SCM er en af de bedst evaluerede uddannelsesprogrammer på CBS.
- Det skyldes for en stor dels vedkommende det engagerede studiemiljø og dygtige undervisere, men også sponsorer som Logistikkompagniet, der belønner de bedste studerende med en pris. Det skaber et incitament og en positiv konkurrence blandt de studerende at have mulighed for at opnå en pris for det højeste karaktergennemsnit, sagde han.
Aseem Kinra fortalte samtidig, at årets studerende excellerede på flere områder. Dels er det højeste gennemsnit steget fra 10,7 i 2015 til 11,6 i 2016. Dernæst har karaktergennemsnittet på afgangsprojektet været højt i år. Prisen for det bedste afgangsprojekt vil blive præsenteret ved den årlige Supply Chain Leaders Conference (SCLF), som afholdes på CBS den 31. august.