Femern: NABU kritiserer fremgangsmåde
Den tyske miljøorganisation NABU udtrykker skarp kritik af den slesvig-holstenske delstatsregerings fremfærd i forbindelse med nødvendige ændringer af planerne for Fugleflugts¬forbindelsen.
Det at lægge fristen for stillingtagen til den igangværende proces på et tidspunkt, hvor hele Tyskland holder fri, og hvor sagkyndige, advokater og medarbejdere i NABU og andre organisationer er på ferie, er en uforskammethed.
-Den måde, Slesvig-Holstens delstatsregering opfører sig på, er et angreb på de berørte personers og interesse¬organisationers deltagelsesret. Det er ganske sigende, når netop de ansvarlige SPD-politikere udviser ringe hensyntagen til samtlige de berørtes samfundsmæssige interesser og har fastsat fristen alene ud fra det danske projektselskabs ønsker, mener NABU's landssekretær Leif Miller.
Efter NABU's mening er de tillægsplaner, som Femern A/S har fremlagt, endnu engang fulde af huller, og først med hjælp fra Slesvig-Holstens forvaltningsapparat er de blevet optimerede, så det overhovedet var muligt at fremlægge en ajourført udgave ved fristens udløb lige før sommerferien.
-Femern A/S er under et enormt tidspres, og så fremmer delstatsregeringen uden blusel danske interesser frem for at værne om de berørtes interesser. Det er en skandale, udtaler Leif Miller. Der er heller ingen grund til at tro, at trafikministeriet i Kiel, der er planmyndighed i denne sag, vil optræde selvstændigt, når det er bundet af de instrukser, det får fra Slesvig-Holstens trafikminister.
-Fristen er helt åbenlyst fastsat i det lønlige håb, at vi ville overse de svage punkter, der fortsat er til stede og ikke kan afhjælpes i det infrastrukturmæssigt overflødige og miljømæssigt yderst risikofyldte projekt. Selv under normale forhold er det krævende at gennemgå og forholde sig til flere hyldemeter ringbind. I sommerferien er centrale medarbejdere og sagkyndige fraværende, og det gør det næsten umuligt at sammenligne den enorme mængde nyt materiale med de originale dokumenter i den nødvendige og som udgangs¬punkt mulige dybde samt levere en kvantitativt og kvalitativt tilfredsstillende stilling¬tagen til materialet," oplyser Malte Siegert, der er én af NABU's eksperter på Femern¬bælt. Alene ændringsoversigten i planlægningsdokumentationen fylder 135 sider.
Baseret på den på forhånd offentliggjorte indholdsfortegnelse går NABU ud fra, at projekt-selskabet ikke er i stand til at give udtømmende svar på alle udestående spørgsmål. Endvidere mangler der bl.a. en i EU-retten foreskrevet "strategisk miljøvurdering" (SMV) af mulige alternativer, f.eks. trafikforbindelser til og fra København via Jylland.
NABU har siden 2005 været aktiv modstander af Europas største infrastrukturprojekt.