Vækst til søs kræver skatteændringer
Antallet af arbejdspladser inden for havvind bliver 12-doblet frem mod 2030, og værditilvæksten vil være på hele 25 procent årligt. Det viser en ny rapport, "The Ocean Economy in 2030", der er udgivet af samarbejdsorganisationen OECD.
-Forudsigelsen fra OECD’s økonomer rummer et enormt potentiale for det Blå Danmark, der er førende inden for opsætning af havvind. Det kræver dog, at vi handler politisk og sikrer ordentlige rammevilkår, understreger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.
-Vi har en række succesfulde virksomheder inden for havvind i Danmark, så der er job at hente, hvis vi gør det rigtigt. Væksten i havvind er en global trend, så vi skal have samme vilkår som de udenlandske konkurrenter. Det kræver, at vi udvider sømandsskatten til offshore konstruktionsskibe, siger Jakob Ullegård.
Væksten i havvind bliver mere global
De faldende priser gør havvind mere attraktiv overalt i verden. 44 procent af den forventede tilvækst i 2030 ligger således uden for Europa.
Jens Frederik Hansen, adm. direktør i A2SEA, som er det rederi, der har opsat mest havvind, ser også mange fremtidige muligheder i Asien og USA.
-Med de effektiviseringer, vi ser i Europa i øjeblikket, hvor prisen for offshorevind falder støt fra bud til bud i de forskellige lande, vil det også blive væsentligt mere rentabelt at stille noget op i USA. Men om væksten sker i den takt, OECD forudser, kan man være i tvivl om. Hver gang, man skal åbne et nyt offshoremarked, tager det ofte et år eller to mere, end man har forestillet sig, før man får godkendelserne, siger Jens Frederik Hansen.
Sømandsskatten på finansloven
På Christiansborg er der forståelse for udfordringen for danske offshore-rederier, der har ringere skatteforhold end rederier fra Holland, Tyskland og England. Det skal løses, hvis klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholts vision om et havvindens Silicon Valley i Nordsøen skal indfries.
Flere partier, blandt andre Radikale og Konservative, stiller sig positive overfor en ændring af reglerne. Ifølge nyhedsbureauet Ritzau vil finansordfører Brian Mikkelsen (K) løse sagen i efterårets finanslov.
-Sømandsskatten vil betyde bedre konkurrencevilkår. De 50 millioner kroner vil vi have fundet i efterårets finanslovforhandlinger, så vi får væksten i Danmark og ikke i de lande, der i dag har bedre skattevilkår, siger Brian Mikkelsen.