23948sdkhjf

Lastbil-trafikken vokser fortsat

Markant vækst over de danske grænser.

Godstransporterne ind i Danmark stiger fortsat og ligger nu på 5.786 biler i døgnet.

En stigning på 237 biler dagligt i forhold til 1. kvartal 2016. Væksten i den internationale lastbiltrafik til og fra Danmark er inden for det sidste år vokset med 1,3 procent og samlet set kører der i dag godt 500 lastbiler mere i hver retning end i foråret 2008.

- Vi ser et billede af en sektor og et marked i vækst. Det er positivt for vores medlemmer og for samfundsøkonomien generelt. Antallet af transporter er en direkte indikator på, at der bliver transporteret mere gods til og fra resten af Europa. Der er tale om en fortsat vækstkurve for sektoren og vi glæder os over, at danske virksomheder fortsat bidrager til at sikre vækstkurven i det europæiske marked, siger Karen Roiy, Public Affairs chef i ITD.

Markedet kan vende

Hun understreger, at selvom de sidste mange kvartaler har vist fremgang i lastbiltrafikken, og meldingerne fra ITD’s medlemsvirksomheder er, at der er gods at køre med, så er transport- og logistikbranchen også bevidste om, at markedet hurtigt kan vende på grund af den hårde europæiske konkurrence. Karen Roiy fastlår dog også, at de positive forventninger til godsmængderne sender et signal om, at der også vil være behov for lastbiltransporter fremover.

- Vi ser effekten af et internationalt transportmarked, hvor mængden af varer og gods, der sendes på kryds og tværs i Europa, er stigende, og hvor behovet for fleksible og effektive transporter er højt efterspurgt. Her har lastbiltransporten en klar fordel i forhold til andre transportformer, fordi varerne i princippet kun skal lastes en gang for at komme fra produktionshallen og direkte frem til kunden, siger Karen Roiy.

Østeuropa har førertrøjen

Som første kvartals grænsetællinger også viste, så er det fortsat østeuropæisk indregistrerede lastbiler og især polske lastbiler, der griber væksten på vejene.

- Sammen med de stigende godsmængder oplever vi fortsat, at det er de østeuropæisk indregistrerede lastbiler, som kører med en stadig større mængde af godset, medens antallet af lastbiler fra Vesteuropa er stagnerende. Baggrunden er bl.a. manglen på kvalificerede chauffører i de store transportnationer, som bl.a. Tyskland. Rekrutteringsudfordringen har vi også inde på kroppen i Danmark. Det er en udfordring, som branchen står over for at skulle løse, hvis vi fortsat skal have danske chauffører til at køre lastbiltransporter, siger Karen Roiy.

Danmark stadig godt med

Selv om det europæiske marked for lastbiltransporter i stadig større grad køres af østeuropæiske transportvirksomheder, så udgør lastbiler ejet af danske virksomheder, enten i Danmark eller i udenlandske datterselskaber, fortsat godt 50 procent af alle de transporter, der kører over grænsen i Sønderjylland, hvor det største træk af lastbiler kommer ind i Danmark. Denne andel har været stabil siden 2011.

Således tegner Sønderjylland sig for 58 procent af de lastbiler, der kører over den danske grænse. Øresund tager sig af 20 procent, og Femern Bælt står for godt 13 procent. Trafikken mod Norge igennem Nordjylland står for otte procent, og en procent tilskrives øvrige grænseovergange.

ITD har siden 2003 foretaget grænsetællinger af vejgodstransporten ind i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062