23948sdkhjf

Ny direktør i ERA-Transport

Divisionschef fra DSV med fynske rødder.

ERA-Transport A/S oplyser, at selskabet per 1. juli har ansat Michael Gregersen som ny administrerende direktør og medejer i den store fynske transportvirksomhed.

Og det er en mand med erfaring og stor kompetence, ERA-Transport har ansat som topchef.

51-årige Michael Gregersen kommer fra en stilling som divisionschef for DSV’s nationale distribution i Danmark. Han beskrives af ERA-Transport som en mand med stor indsigt i international transport og regional distribution og desuden erfaring inden for ledelse og organisation.

Den nye direktør for den fynske virksomhed har selv fynske rødder, og i en skriftlig meddelelse udtaler Michael Gregersen, at ”det bliver en stor ære at stå i spidsen for en anerkendt og velrenommeret fynsk vognmands- og speditionsforretning.”

Gregersen overtager posten som topchef fra Tonny Vangsgaard Gravesen, der i meddelelsen får ros for sin indsats:

- Tonnys opgaver er fuldført, med trimning af ERA-Transport A/S og virksomhedens klargøring til salg, som blev gennemført februar i år. Bestyrelsen og de nye ejere vil gerne takke Tonny for indsatsen, lyder det.

Stor udskiftning

Posten som administrerende direktør i selskabet har dog de senere år vist sig at være lidt af en svingdør. På under to år har ERA-Transport således haft tre topchefer.

I oktober 2014 blev den daværende salgsdirektør i selskabet Christian Brask Skaaring ansat som ny administrerende direktør, men Skaaring havde blot haft et halvt år på posten, da ERA i marts 2015 meldte ud, at direktøren var fratrådt direktionen. Danmarks Transport-Tidende forsøgte dengang forgæves at få en kommentar til historien fra enten Skaaring selv, daværende ejer Jørgen Rasmussen eller selskabets bestyrelse.

Som afløser for Christian Brask Skaaring blev Tonny Vangsgaard Gravesen kort tid efter ansat som midlertidig direktør, men i august 2015 meldte selskabet ud, at Gravesen havde sat sin underskrift på en kontrakt på fast ansættelse som administrerende direktør.

I februar i år blev det offentliggjort, at de fire fynske vognmandsvirksomheder Peter Danielsen Transport A/S, Poul Schou A/S, Bruun & Nielsen A/S og Alex Andersen Ølund A/S overtog alle aktier i ERA-Transport, og selskabet skiftede dermed ejere, og seneste udvikling i historien er altså, at Gravesen nu viger pladsen på posten som topchef for Michael Gregersen.

Hvorfor har posten som direktør i ERA været en svingdør i de senere år?

Bestyrelsesformand i ERA-Transport, Birger Nielsen:

- Jeg kan ikke kommentere på situationen med Christian Brask Skaaring, for det skete før vores tid. Men med Tonny Vangsgaard Gravesen har vi hele tiden vidst, at det var hans eget ønske, at det skulle være noget midlertidigt. Så det er der ikke så meget dramatik over, siger Birger Nielsen og fortsætter:

- I februar købte vi virksomheden med en strategi om vækst og om at have den helt rigtige mand på den vigtige post som direktør. Vi har brug for en direktør med de rigtige driftsmæssige briller, og det har vi fået, siger bestyrelsesformanden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063