Ny Gotthard-tunnel åbnet
-Banen fri, var ordene fra den schweiziske præsident, Johann Schneider-Amman, før han sendte to tog - et fra syd og et fra nord - med 500 feststemte gæster gennem den ny Gotthard-tunnel.
Med sine 51 kilometer er der tale om verdensrekord for længden af tunneler
Præsidenten kaldte dagen for historisk.
-Dette er en mærkedag for Schweiz, vore nabolande – ja, for hele kontinentet, sagde Johann Schneider-Amman til forsamlingen, der blandt andet omfattede Tysklands kansler Angela Merkel, Frankrigs præsident Francois Hollande og Italiens ministerpræsident Matteo Renzi.
Det har taget 17 år at føre tunnelen ud i livet og prisen er omkring 11 mia. euro.
Forbindelsen er ikke blot vigtig for passagertransport, men vil i høj grad kunne styrke banegodset. Det forventes, at en stor del af containerfragten fra havnene i Rotterdam og Genua bliver flyttet til skinnerne.