Forbrug ned med over 30 pct.
Næsten en tredjedel lavere brændstofforbrug. Volvo Trucks' nye konceptkøretøj viser, hvordan det er muligt at øge produktiviteten betydeligt for fjerntransporter. En af hemmelighederne bag disse bemærkelsesværdige brændstofbesparelser er det aerodynamiske design og den lavere totalvægt.
Med hjælp fra den svenske energimyndighed har Volvo Trucks udviklet et nyt konceptkøretøj, Volvo Concept Truck. Den er resultatet af et fem år langt forskningsprojekt, der har til formål at skabe mere energieffektive køretøjer. Den nye konceptlastvogn reducerer brændstofforbruget med mere end 30 procent.
Høj prioritet
- Vi arbejder konstant på at udvikle mere energieffektive køretøjer. Det er et område med høj prioritet, både med henblik på det miljømæssige hensyn og for at reducere kundernes omkostninger. Vi er stolte af at kunne drive denne udvikling fremad. Vores konceptlastvogn viser, hvor stor effektivitet de vedvarende tekniske fremskridt fører med sig, siger Claes Nilsson, adm. direktør og CEO for Volvo Trucks.
En af de vigtigste faktorer bag det lave brændstofforbrug er den imponerende forbedring af den aerodynamiske effektivitet på hele 40 procent, der gælder både trækker og sættevogn.
- Vi har ændret på hele lastvognstoget og optimeret aerodynamikken så meget som muligt. Vi bruger f.eks. kameraer i stedet for sidespejle. Det reducerer luftmodstanden, så der skal bruges mindre energi til at drive lastvognen fremad, forklarer Åke Othzen, projektchef hos Volvo Trucks.
Bedre dæk, lettere sættevogn
Ud over de aerodynamiske forbedringer er konceptkøretøjet udstyret med nyudviklede dæk med lavere rullemodstand. Sættevognen vejer to ton mindre end referencesættevognen, hvilket betyder et lavere brændstofforbrug eller mulighed for en højere nyttelast. Projektet omfatter også en forbedret drivline. Der blev lavet en testkørsel af lastvognstoget på de svenske veje i efteråret 2015.
Arbejdet på Volvo Concept Truck har været i gang siden 2011. Målet er at forbedre effektiviteten af fjerntransporter med 50 procent.
Eftersom konceptkøretøjet er en del af et forskningsprojekt, vil det ikke være tilgængeligt på markedet. Nogle af de aerodynamiske detaljer er dog allerede blevet implementeret på Volvo Trucks' serieproducerede køretøjer, og flere af løsningerne fra dette projekt vil muligvis blive inkluderet i fremtiden.
Fakta: Volvo Concept Truck
Forskningsprojektet er et bilateralt joint venture mellem Sverige og USA med støtte fra den svenske energimyndighed og det amerikanske energiministerium. Projektet American SuperTruck har som mål at øge transporteffektiviteten ved fjerntransporter på det nordamerikanske marked.
Specifikationer for Volvo Concept Truck
Volvo FH 420, motoren er en Volvo D13 Euro 6, optimeret aerodynamisk sættevogn og trækker.
For at reducere luftmodstanden er de konventionelle sidespejle udskiftet med kameraer, som desuden har den ekstra fordel, at de giver et bedre udsyn og øger sikkerheden. Aerodynamisk optimerede chassissideskørter over baghjulene på trækkeren og alle hjul påsættevognen. Aerodynamiske spoilere forlænger sættevognen og reducerer luftmodstanden. Optimeret luftstrøm til motorens kølesystem. Mindre luftmodstand forrest på trækkeren, hjulkasser og indstigningstrin.