Horsens Havn forbedres
Renoveringen af kajområder på flere hundrede meters længde på Horsens Havn er nu gået i gang, efter aftale med Horsens Kommune. Den samlede entreprise udføres af Munck Gruppen A/S, og arbejdet – der finansieres af havnen og kommunen i fællesskab - er allerede i gang i inderhavnen.
På nordkajen drejer det sig bl.a. om Kaj 5 og 7, som i løbet af året skal renoveres bl.a. for at lette adgangen til vandet fra de kommende boliger og dermed omskabe nordkajen til et rekreativt område. Disse gamle kajanlæg har været i dårlig stand længe, og en renovering er absolut tiltrængt.
På Havnetrekanten skal Kaj 3 også renoveres, og her skal etableres betonramper samt en bådebro.
På sydkajen er det Kaj 2 ved Hornsyld Købmandsgård, der skal have en overhaling. Dette vil ske i løbet af efteråret, men arbejdet vil først gå i gang, når høstsæsonen er vel overstået.