Lastbilfabrikanter står til rekordbøde
EU-Kommissionen er ude med riven.
De førende europæiske lastbilfabrikanter står til en ordentlig tur i EU-maskineriet.
Ifølge Financial Times planlægger EU-Kommissionen at uddele rekordstore bøder til DAF, Daimler, Iveco, Scania, MAN og Volvo/Renault for et omfattende kartelsamarbejde, hvor prisstrukturen har været aftalt.
EU har tidligere givet en rekordbøde til en karteldannelse på 1,4 mia. euro – og ifølge Financial Times vil lastbilfabrikanterne stå til et endnu større smæk.
Det skyldes, at EU-Kommissionen har en stærk formodning om ulovlige prisaftaler i perioden 1997 – 2011 - og undersøgelsen af ”samarbejdet” har stået på siden 2011. Kommissionen vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere sagsforløbet.