DB Schenker flytter i nyt hovedkvarter
Tyske DB Schenker er netop flyttet ind i selskabets nye hovedkvarter ”The Grid”, der frit oversat betyder ”Gitteret”.
Det nye hovedkvarter erstatter hele otte ejendomme i den tyske by Essen, hvor selskabet hidtil har holdt til, og bliver således arbejdsplads for 730 medarbejdere.
Bestyrelsesformand og administrerende direktør i Deutsche Bahn AG, Rüdiger Grube:
- Denne nye bygning symboliserer kraftigt de tråde, der forbinder Deutsche Bahn og Essen. I fremtiden vil DB Schenker bruge det nye hovedkvarter til at koordinere dens succesfulde forretning med omkring 700.000 kunder på verdensplan. Dette vil gavne Essen, delstaten Nordrhein-Westfalen og, sidst men ikke mindst, jernbanekunder over hele Tyskland, siger Grube.
Et hurtigere DB
Bestyrelsesformand hos Schenker AG, Jochen Thewes:
- Vi vil gerne gøre DB Schenker hurtigere, mere effektiv og stærk og fremme holdånden blandt medarbejderne. Den nye bygning passer perfekt til de planer. Jeg er henrykt over, at medarbejderne fra de tidligere otte forskellige lokationer i Essen nu er forenet under ét tag i et moderne, åbent kontorlandskab, lyder det fra Thewes.
”Gitterets” bruttoetageareal er på næsten 30.000 kvadratmeter og fordeler sig over otte etager af kontorer og inkluderer desuden en firma-restaurant. To etager virker som parkeringshus med plads til 220 køretøjer.