T5-forvirring truer eksportvirksomheder
Da EU’s nye toldkodeks trådte kraft 1. maj, skulle det også være slut med at anvende T5-blanketter. De blå blanketter, der hidtil havde gjort det muligt at sende varer med oprindelse uden for EU videre mellem EU-lande, så tolden først blev opkrævet i det endelige modtagerland, skulle afløses af en digital løsning.
Men da mange EU-lande inklusive Danmark ikke er klar med en digital toldløsning, så gik EU-Kommissionen på et møde i slutningen af april med til at bevare T5-blanketterne midlertidigt. Men det vil Tyskland og formentlig Holland ikke acceptere.
Dobbelttold eller værre
Derfor frygter danske eksportvirksomheder nu at eksportvarer, der eksempelvis skal forarbejdes i et andet EU-land, for så at sælges i et tredje EU-land, risikerer at blive pålagt told to eller flere gange for den samme vare.
Situationen bliver endnu mere speget af, at EU-Kommissionen ikke har udsendt en officiel meddelelse til medlemslandene om T5-blanketterne
- Det er det første eksempel på, at overgangen til det nye toldkodeks volder alvorlige problemer, siger politik- og kommunikationschef Henrik Beck fra Danske Speditører.
T5-blanketten blev anvendt i situationer, hvor en bevillingshaver i et EU-land skal overdrage varer – og toldforpligtelsen på varerne - til en anden bevillingshaver i et andet EU-medlemsland.
- Det kan få meget alvorlige konsekvenser, hvis ikke der findes en løsning hurtigt. Tyskland er Danmarks vigtigste samhandelsparter. Danmarks vareeksport til Tyskland er på 110 milliarder kroner om året. Vareeksporten til Holland er på 27 milliarder. Derfor er der store værdier og stærke interesser på spil her. Derfor er der mange danske eksportvirksomheder, der er hunderædde for at komme i klemme, siger Henrik Beck.
Skat har indtil videre foreslået, at eksportører/speditører henvender sig til toldforvaltningen i Aarhus, der vil sørge for, det der skal bringes i orden i forhold til de tyske toldmyndigheder, bliver afklaret.
Skat deltager angiveligt i et møde i EU om problemet i dag onsdag.
- Lad os håbe, at tolddirektørernes møde i dag onsdag anviser en fornuftig vej til at få klaret problemerne. EU-toldkodeksen er på dette område desværre kommet ret dårlig fra start, og nu må vi ganske enkelt spørge os selv, om der skulle være enkelte andre europæiske lande, der agter at gøre ligesom hollænderne og tyskerne. Er der det, bliver det træls – ikke mindst for de stakkels toldere i Aarhus, der så bliver nødt til at slukke brande i flere europæisk lande, slutter Henrik Beck.