Digitalisering giver grønnere transport
Grøn transport på tværs af landegrænser var på dagsordenen ved den store International Transport Forum-konference i Leipzig, der trækker eksperter, myndigheder og organisationsfolk fra transport- og logistiksektoren ind fra hele verden.
- Det, jeg tager med mig fra denne konference, er det enorme fokus fra alle kanter, der er på, at digitaliseringen og innovationen skal drive os hen imod en grønnere transport. Det skal ske gennem en øget effektivisering af den enkelte virksomheds arbejdsprocedurer, gennem innovativ udvikling af brændstoffer og ibrugtagelse af nye energikilder og ikke mindst en optimering af det tekniske materiel og anvendelsen heraf. Udviklingen er i højeste gear, siger Jørn-Henrik Carstens, som er teknisk ansvarlig chefkonsulent i ITD, og som har fulgt udviklingen i branchen gennem mange år.
Han henviser blandt andet til, at nye spillere på transportområdet som Tesla og Google går helt nye veje og bibringer et enormt drive til udviklingen, og det rykker sektoren.
Men han hæfter sig også ved transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidts klare udmeldinger om realistiske målsætninger.
- Vi skal have industrien og erhvervet med og skabe de rigtige rammebetingelser, siger Jørn-Henrik Carstens.
Stærke signaler
Han understreger, at viljen hos de mere etablerede spillere i transport- og logistikbranchen til at gøre en forskel for at finde løsninger, der kan gøre transportsektoren mere grøn, også tydeligt er til stede.
- Ministrenes deklaration i forbindelse med ITF 2016 sender stærke signaler til den samlede transportsektor, omkring vigtigheden af alle transportformers forsatte stræben efter nedbringelse af C02-udledningen på transportområdet. I mine øjne vil koblingen af en øget digitalisering, mængden af innovative kræfter og fælles fodslag fra brancherne og myndighedernes side bringe transportsektoren ind i en ny tidsalder og samtidig gøre transporterne grønnere, siger Jørn-Henrik Carstens.