Banedanmark opsiger aftale med Strukton Rail
Banedanmark opsiger aftalen med entreprenøren Strukton Rail i lyset af problemerne med at få færdiggjort det aktuelle sporarbejde på Fyn. Det fremgår af en skriftlig meddelelse fra Banedanmark.
Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark:
- Det er åbenlyst for enhver, at arbejdet på Østfyn i både Kr. himmelfartsferien og i pinsen langt fra forløb, som Banedanmark havde planlagt. Strukton Rail har ikke levet op til den kontrakt, som vi havde indgået, og det har både påvirket passagerer og godsoperatører på den danske jernbane. Strukton har kontrakt på resten af sommerens sporarbejde på Fyn, men vi har ikke længere tillid til, at de kan løfte opgaven. Derfor har vi i dag har valgt at opsige samarbejdet, lyder det fra Neuchs Vedel.
Banedanmark vil nu revurdere de planlagte arbejder på Fyn og med egne medarbejdere sørge for en øget vedligeholdelse, så strækningen kan levetidsforlænges i cirka tre år.