23948sdkhjf

Vejsaltet kom i brug

Saltspredere og sneplove på arbejde i både efterår og forår.

Vinteren 2015-2016 blev noget mere mild end normalt. Men sneplove og saltspredere har været meget ude i starten og slutningen af sæsonen, og Hovedstadsområdet har fået usædvanligt meget sne. I den situation har Vejdirektoratets nye trafikkort været en hjælp for mange.

Saltsprederne og sneplovene var i vinteren 2015-2016 noget mindre ude på statsvejene end normalt. Det

viser Vejdirektoratets tal for vinterens forbrug.  

81 travle dage

I gennemsnit 81 dage i løbet af vinteren var Vejdirektoratets entreprenører ude at salte. Det er 25 procent under en gennemsnitsvinter.

Der blev i denne vinter brugt 96 timer til snerydning pr. 100 km spor. Det er godt det halve af en gennemsnitsvinter.  

-Men især i januar var der godt tre uger, der har været udfordrende for vores vintertjeneste. Det meste af sæsonens sne faldt i denne periode, og ca. halvdelen af sæsonens salt blev brugt i denne periode, fortæller områdechef i Vejdirektoratet, Charlotte Vithen.

Store forskelle

Tallene dækker over, at der er områder i landet, der næsten ikke har fået sne, mens andre har fået usædvanligt meget tidligt på sæsonen.

-Normalt er det Nordjylland og Lolland-Falster, der får mest sne. Men i dele af Hovedstadsområdet kom der op mod 60 cm sne henover en weekend sidst i november. Det har gjort området til den del af landet, hvor sneplovene har arbejdet mest i år, siger Charlotte Vithen.

I den situation har Vejdirektoratet i år kunnet informere trafikanterne bedre end tidligere. Siden den 8. december 2015 har det været muligt at se på Vejdirektoratets trafikkort, hvad vejtemperaturen er, hvor på statsvejene saltsprederne er ude lige nu, og hvornår der sidst er saltet. 

-Ved at se på trafikkortet har trafikanterne kunnet se, om vi har været ude at salte på lige præcis den strækning, de skal ud på for at komme på arbejde. Og sammen med meldingerne om føret samt vejtemperaturen har det givet trafikanterne et godt billede af, om vejene er glatte. Den service har mange trafikanter taget til sig. I de uger, hvor det har sneet, har vi haft op til 200.000 besøg på kortet, siger Charlotte Vithen.

Hård april

Usædvanligt ved denne vinter er også, at saltsprederne var ude i næsten en hel uge i slutningen af april. Her blev der brugt godt 500 ton salt.

-Denne vinter har markeret sig ved en speciel afslutning. Det er sjældent, at vi har behov for saltning af større områder så sent. I år er den sidste større saltning kommet en måned senere end sidste år. Det normale i sidste halvdel af april er, at det blot er broer og andre udsatte strækninger, som skal pletsattes, siger Charlotte Vithen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063