Dekra: Akut mangel på chauffører
Ifølge Dekra Danmark, der blandt andet tilbyder AMU-uddannelser inden for transportsektoren, mangler Danmark i øjeblikket 2.500 lastbilchauffører. Derfor er der ifølge Dekras direktør, Peter Laursen, risiko for, at vognmænd importerer chauffører fra udlandet, lyder det i en skriftlig meddelelse:
- Ifølge tal fra 3F og Dansk Industri mangler vi lige nu 2.500 chauffører i Danmark, til trods for, at vi har 100.000 arbejdsløse. Sagen er jo, at varerne nok skal blive kørt ud. Men det er bare ærgerligt, hvis vognmændene må hente deres chauffører uden for Danmark i stedet for at bruge nogle af de ledige herhjemme, siger Peter Laursen - direktør i Dekra - og fortsætter:
- Det er en perfekt storm. For det første har vi økonomisk vækst i Danmark, og det betyder, at varer skal flyttes fra A til B i lastbil. For det andet er der i øjeblikket gang i en masse offentlige anlægsarbejder: broer, veje og supersygehuse, som alle kræver transport af byggematerialer. Og for det tredje er en hel del ældre chauffører nu ved at forlade arbejdsmarkedet, mens der ikke kommer så mange unge ind i faget, siger han.