EDI-Soft bliver til Consignor
I 1997 lancerede softwarevirksomheden EDI-Soft platformen Consignor, der er et delivery management-system til transportbranchen.
I dag er Consignor blevet så udbredt i branchen, at selve produktet, ifølge EDI-Soft, er blevet mere kendt end firmaet.
Det fortæller Peter Tang Thomsen, der er CEO i Consignor:
- På grund af softwarens enorme udbredelse er EDI-Soft kommet helt i skyggen af sit berømte barn Consignor. Det skaber forvirring hos kunderne. Alle kender produktet, ingen kender os. Det retter vi nu op på, ved at virksomhed og produkt får samme navn, siger Peter Tang Thomsen.
Direktøren fortæller, at skiftet også skal ses som led i en ensretning af brandet, som Consignor har arbejdet målrettet med det seneste år:
- Et strømlinet brand giver os en stærkere identitet og er med til at gøre os klar til yderligere ekspansion. På den måde kender man os kun under ét samlet navn på nye markeder, og det harmonerer godt med vores planer om at vækste geografisk, lyder det fra Peter Tang Thomsen.
Consignor betjener flere end 10.000 kunder globalt.