Østrig hæver maut-satser
Mens den almindelige mauttakst i Østrig kun hæves med 0,1 procent til 15,7 eurocent per kilometer for et Euro6-vogntog med to aksler, så øges mautsatsen på hovedfærdselsårerne gennem Østrig betydeligt mere.
Det skriver Verkehrsrundschau.
Myndighederne øger mautsatserne med henvisning til den almindelige inflation.
I gennemsnit hæves maut-satsen på køretøjer med en totalvægt over 3,5 tons med én procent.
Er der tale om sættevogntog med fire aksler eller mere og en Euro-norm fra 0-5 + EEV, så øges taksten med 0,42 eurocent.
Ekstra vred
Takstskruen får dog en væsentligt kraftigere vred på de særlige maut-strækninger – d.v.s. især transitstrækningerne gennem Østrig.
På A12 Inntal-motorvejen øges mauttaksterne eksempelvis i gennemsnit med 5,2 procent.
På A13 Brenner-motorvejen fordobles taksten for kilometer kørt i tidsrummet 22.00 til 05.00.
Oversigten over de nye mauttakster kan findes på go-maut.at