Skrald-indsamling stoppes
Hvis din kommune har bestemt, at borgerne skal putte æbleskrog, kaffegrums og andet organisk affald i en særlig affaldsspand og har en særlig ordning for dette affald, så har kommunen indtil 1. januar 2016 haft lov til at tilbyde virksomheder, at de på samme måde har kunnet sortere organisk affald fra og få dette affald hentet særskilt i en kommunal ordning.
Men det er slut fra nytår, og derfor skal de 19 kommuner, der har tilbudt erhvervsvirksomheder denne løsning, have rettet til i deres affaldsregulativer. Sådan lyder det fra Energistyrelsen i et brev til landets kommuner og erhvervsorganisationer.
Vær opmærksom
-Vi opfordrer den enkelte virksomhed til at være opmærksom. Reglerne kan have stor betydning for den enkelte affaldsindsamlers forretningsområde, og derfor er det vigtigt at holde øje med kommunens regulativer, høringer og dagsordner på kommunens hjemmeside, siger Lisbet Hommelhoff, jurist i ITD.
Hun understreger, at hvis man er opmærksom på de nye regler i tide så har man mulighed for at give sin mening til kende, og i sidste ende måske få indflydelse på reglernes udformning.
ITD hjælper gerne medlemmer med høringssvar og deltager evt. i møder med kommunerne. For den tætte dialog mellem branche og kommune er vigtig. ITD oplever ofte, at kommunerne og lokalpolitikerne har vanskeligheder med at gennemskue, hvad ændringer i de ofte meget komplekse regulativer får af betydning på længere sigt.
Parat til dialog
-ITD deltager gerne i en dialog, så kommunerne hjælpes til at få et noget mere nuanceret billede af konsekvenserne af deres regelændringer. Vi har over den seneste tid oplevet kommuner ændre deres regulativer, så det giver mest muligt arbejde til deres kommunalt ejede affaldsselskab. Men de glemmer ofte, både regler for kørsel med erhvervsaffald og hvilke konsekvenser det vil få for vognmandserhvervet i deres kommune, når de ændrer på reglerne. Det betyder, at de private virksomheder, der skal have hentet affald af det kommunale selskab pludselig står med en meget ringere service, end de tidligere har haft, siger Lisbet Hommelhoff.