23948sdkhjf

Søfarten var klar

Den politiske vilje svigtede på COP21.

Søfarten tog til COP21 med ønsket om at indgå i en bindende aftale om reduktion af CO2-udledningen, men søfarten kom ikke med i det endelige dokument. Den politiske vilje svigtede, og det er ærgerligt både for klimaet og søfarten, mener Danmarks Rederiforening.

I de sidste afgørende forhandlinger besluttede den franske udenrigsminister, der var formand for COP21, at tage skibsfarten og luftfarten ud af det aftaleudkast, der blev præsenteret torsdag aften, og som ventes vedtaget ved slutningen af COP21.

-Det er ærgerligt, for rederierne var klar. Var søfarten kommet med i en aftaleteksten, ville det sende et meget vigtigt signal til alle de øvrige store søfartsnationer om, at dette er alvor, og vi har et fælles ansvar. Nu mangler dette signal, og derfor bliver det vanskeligt at overbevise de andre søfartsnationer om at gøre en større indsats for klimaet, siger underdirektør Maria Bruun Skipper, Danmarks Rederiforening.

Danmarks rederiforening frygter, at den manglende aftale kan betyde, at fx EU og andre regioner i verden opstiller egne regionale krav. Søfarten er et globalt erhverv, og regionale krav og stramninger har ikke den samme effekt på miljøet, til gengæld gør de konkurrencebetingelserne sværere.

Modstanden mod en klimaaftale for søfarten kommer især fra ulandsgiganterne Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. De er imod globale regler og henviser til FN's klimakonvention, der siger, at de rige lande skal gå forrest i kampen mod klimaændringer.

Skibsfarten transporterer 90% af verdenshandelen, og står for mindre end 10 % af den globale transportsektors totale CO2-udledning og 2,2 % af verdens samlede CO2 udledning. Men selvom skibsfarten er den mest klimavenlige transportform, så har de sidste års udvikling vist, at der stadig er et stort potentiale i at reducere skibsfartens CO2-udledning.

-Danske rederier har i årevis fokuseret på energieffektivitet, og en bred vifte af initiativer fra skibsdesign og udstyr til ruteoptimering og nedsat fart har ført os langt. Således har danske rederier siden 2008 reduceret den relative CO2-udledning med næsten 40%. Og når dansk skibsfart kan, kan alle andre lande også. Vi havde en unik chance for at nå et realistisk mål, hvis vi kom med i den endelige aftale, siger Maria Bruun Skipper.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063