Thorco Shipping køber fem nye skibe
Thorco Shipping har opgraderet flåden med fem moderne tweendeckers. Købet er et led i Thorco’s strategi, der går ud på at holde flåden ung og moderne for at opretholde rederiets position som markedsleder, hvad angår kvalitet og flådens størrelse, oplyser selskabet.
Det nye køb er det seneste i en serie af køb, som Thorco har foretaget i de senere år. For et år siden købte Thorco to skibe på 20.000 DWAT, Isadora og Isabella, fra Maersk Line Limited. Desuden har Thorco et igangværende program i Japan med 10 nybygninger i L-klassen. Ekspansionen i segmentet for 15-20.000 DWAT er et strategisk fokusområde for Thorco, og de fem nye skibe er et godt supplement til den eksisterende flåde.
De fem skibe, som er fra henholdsvis 2010, 2011 og 2012, erstatter ældre tonnage i flåden. Thorco vil senere på året udfase fire skibe, der er 15 og 16 år gamle. De nye skibe bliver del af en ny Thorco R-klasse og vil betjene Thorcos globale platform, der tæller 15 kontorer rundt omkring i verden.