23948sdkhjf

ITD holder ekstraordinær generalforsamling

ITD-medlemmer stemmer om ny arbejdsgiverorganisation.

Brancheorganisationen ITD indkalder medlemmerne til ekstraordinær generalforsamling. Baggrunden for generalforsamlingen er, at ITD ønsker at afsøge opbakningen til at danne en arbejdsgiverorganisation, der skal organisere de uorganiserede medlemmer på transportområdet.
 
Den 10. december 2015 skal medlemmerne hos ITD således til ekstraordinær generalforsamling for at tage stilling til, om der er opbakning til at etablere en ny arbejdsgiverorganisation, der fremover skal organisere de transport- og logistikvirksomheder, der i dag ikke er organiseret.
 
Seriøse forespørgsler

- Vi afholder en ekstraordinær generalforsamling, fordi vi gennem den seneste tid har modtaget en del seriøse forespørgsler blandt en række af vores uorganiserede medlemmer, der ønsker at organisere sig. Vi har på den baggrund foretaget en rundspørge blandt vores medlemmer, der bekræfter os i, at vi er nødt til at høre vores medlemmer om, hvilken vej de ønsker at gå, siger Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD.

Han slår fast, at hvis medlemmerne giver grønt lys til at gå videre med etableringen af en arbejdsgiverorganisation, så er ITD’s ambition udelukkende at få organiseret de uorganiserede virksomheder på området.

- Hvis der er medlemsopbakning til etablering af en arbejdsgiverorganisation, vil vi gå i dialog med de eksisterende parter på området og se nærmere på, hvordan man kan skabe en overenskomst, der i højere grad er tilpasset de vognmænd, der i dag ikke mener, at de traditionelle overenskomster passer ind i deres hverdag. Vi vil gå efter at finde den bedst mulige løsning for vores medlemmer, hvis de ønsker at gå denne vej, siger Jacob Chr. Nielsen.

40 procent uorganiseret

Topchefen vurderer, at cirka 40 procent af ITD’s medlemmer ikke er organiseret i en arbejdsgiverorganisation i dag, og at der på landsplan anslås at være cirka et par tusinde transport- og logistikvirksomheder, som i dag ikke er organiseret.

ITD har på forhånd orienteret de andre organisationer på området, som ITD normalt samarbejder med, om bevæggrundene for den ekstraordinære generalforsamling. Derfor forventer Jacob Chr. Nielsen også, at der er forståelse for, at man på lige fod med de andre organisationer på området bidrager til at organisere den del af branchen, der i dag står uorganiseret.

- Vi ønsker ikke at gå efter de allerede etablerede arbejdsgiverforeninger – tværtimod. Flere af vores medlemmer er jo allerede medlemmer andre steder. En potentiel arbejdsgiverorganisation i ITD-regi oprettes udelukkende med det formål at få organiseret den gruppe af vognmænd, som i dag ikke er organiseret, så vi kan sikre en professionel transport- og logistikbranche i Danmark, siger Jacob Chr. Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062