23948sdkhjf

Transportbranchen skal omstilles

Nye virkemidler i klimapolitikken for transportsektoren.

Transportsektoren er stadig et problembarn i klimapolitikken. Det kan udledes af Klimarådets nye rapport ”Omstilling med omtanke – status og udfordringer for dansk klimapolitik”, der er blevet offentliggjort i går -  26. november.

Danmarks forventede forpligtelser som følge af EU’s 2030-målsætning for den ikke-kvoteomfattede del af økonomien allerede inden 2030 vil kræve betydelige reduktioner i udledningen fra transportsektoren, fremgår det af rapporten.

Transportsektoren står således over for en stor omstilling, som endnu ikke rigtigt er kommet i gang, konstaterer Klimarådet. Der arbejdes på en mere effektiv udnyttelse af benzin og diesel, men på længere sigt er udfasning af fossile brændstoffer nødvendig for at opfylde Danmarks klimamålsætninger. Det forudsætter indfasning af brændstoffer baseret på vedvarende energi og en omfattende elektrificering. Beskatningen og reguleringen af transportsektoren må derfor indrettes til at fremme en omkostningseffektiv omstilling.

DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm, der har været med til at udvikle det private initiativ ”Grøn Roadmap 2030”, kan sagtens genkende problematikken, og tilføjer:

- Vi har vurderet i Roadmap-samarbejdet, at mindst 35 procent reduktion af CO2-udledningen kan ske uden voldsomme omkostninger og gener for hverken samfundet eller transportsektoren. Kommende EU-krav om brændstofeffektivitet og større iblanding af biobrændstoffer i dieselolien samt større brug af gas som drivmiddel vil kunne reducere udledningerne markant.

Transportvirkemidler har generelt høje ”skyggepriser”, konstaterer Klimarådet. Men der er god samfundsøkonomi i at promovere grøn, brændstoføkonomisk erhvervstransport gennem tilskud og certificeringsordninger, ligesom man kan overveje at stille krav til det offentliges indkøb af transport i forhold til fx brændstoføkonomi. Det er dog Klimarådets vurdering, at ingen af disse to virkemidler har et væsentligt reduktionspotentiale i 2020. Men man må forvente, at Danmarks kommende reduktionsforpligtigelse for ikke-kvotesektoren i 2030 vil aktualisere behovet for nye klima-politiske virkemidler i transportsektoren.

Tilskud og afgiftslettelser nødvendige

Det er svært at forestille sig en fossilfri transportsektor uden et stort behov for biobrændstoffer til især luftfart og tung trafik, hvor der ikke i dag findes brugbare elektriske løsninger. Der kan være behov for at understøtte denne udvikling – særligt med fokus på anden-generations biobrændstoffer, vurderer Klimarådet.

-Det bliver ikke gratis at få nedbragt CO2-udledningen fra transportsektoren. Derfor er det vigtigt, at der tages bestik af transporterhvervets internationale konkurrenceevne, og det peger især på EU-initiativer, som Klimarådet også fremhæver. Rådet vil fremadrettet se nærmere på afgifter og tilskud, og for DTL bliver det afgørende medafgiftslettelser på fx biogas og tilskud til gaslastbiler, siger Ove Holm.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078