Piratangreb falder
Asien bliver mere fremkommeligt.
Antallet af piratangreb i Asien er i oktober faldet for anden måned i træk. Til gengæld sker der flere piratangreb i Malacca-strædet.
Ud af de 13 hændelser i oktober fandt syv sted i Malacca-strædet og ved Singapore, og det giver anledning til bekymring, da der siden januar har været en stigende tendens i antallet af piratangreb her.
I fire ud af de syv tilfælde blev der stjålet maskindele og andet forråd fra skibene. I ingen af de syv tilfælde kom besætningsmedlemmerne til skade, og der skete heller ikke skade på skibene.
Det samlede antal piratangreb i Asien udgjorde fra januar til oktober 174 hændelser, hvoraf de 162 betegnes som piratangreb.